De hysteriske kællinger i gang igen

Den Europæiske Centralbank holder fast ved sin konservative rentepolitik som et svar på tumulterne på børserne i den sidste måned. Der er intet galt med europæisk økonomi, lyder budskabet. Det er finanssystemet, som har skabt sine egne problemer.

August er normalt den måned, hvor de fleste fornuftige mennesker i den vestlige verden, flygter ud til stranden eller op i bjergene.

Men nogle sad tilbage på finansmarkedet og skulle køre butikken, så det lykkedes dem i de sidste uger på et usædvanligt tyndt feriemarked at få skabt den største internationale finanskrise, siden Asiens »tiger-økonomier« fik et gok i slutningen af 1990erne.

Det gik lige pludselig op for de amerikanske banker, at de måske havde lånt for mange penge ud til at holde gang i den amerikanske boligboble og det stadigt stigende amerikanske overforbrug. De begyndte at opkræve opskruede renter for at låne penge til hinanden i et forsøg på at give »sorteper« videre. Panikken bredte sig hurtigt over på denne side af Atlanten, hvor de store banker har været med til at finansiere USAs overforbrug. Resultatet var, at kurserne på aktiemarkedet styrtdykkede, mens finansmarkedet endnu en gang levede op til sit ry om at være nogle »hysteriske kællinger«.

En lettelse af den amerikanske pengepolitik fra den amerikanske føderale bank og en udpumpning af billioner fra den Europæiske Centralbank, ECB, bragte i den forløbne uge lidt ro over markedet.

MEN ER DER så i august sket nogen væsentlig skade på det økonomiske opsving, som for alvor er kommet i gang i Europa i år. Nej, mener i hvert fald den Europæiske Centralbank. Den lod det stå klart, at alle økonomiske nøgletal peger mod et videre opsving, og at der kommer stadig flere positive tegn. For første gang i 20 år er der således overskud på de tyske offentlige budgetter på grund af langt større skatteindtægter end forventet, hvilket viser dybden i det tyske opsving.

Den franske præsident Nicolas Sarkozy som tilsyneladende ikke kan gå forbi et hvepsebo uden at skulle stikke hånden deri brugte straks finanskrisen til at gentage sit krav om, at ECB sætter den europæiske rente ned for at få yderligere gang i opsvinget. »Vi kan ikke i en krise som den nuværende frasige os rentevåbnet,« lod Sarkozy forstå gennem en talsmand.

Fra Frankfurt har man imidlertid tænkt sig at gå videre med den planlagte renteforhøjelse i september, forlød det.

OG DET ER sikkert også den klogeste politik. For jo mere centralbankerne blander sig på markedet i øjeblikket, jo mere giver de indtrykket af, at der rent faktisk er en krise, vurderer analytikere.

Desuden er det finansmarkedet selv, som har skabt krisen gennem en uansvarlig lånepolitik, som det britiske tidsskrift The Economist påpegede det i sit sidste nummer.

»Prisen for økonomiske interventioner (fra centralbankerne, red.) er kun værd at betale, når man skal redde resten af økonomien fra finansfolkenes tåbeligheder ... Det skal ikke ske for at redde banker, der har undervurderet risikoen.«

Krisen har vist, at der er et betydeligt problem med den måde finansverdenen kører sine forretninger på ikke at der er noget grundlæggende galt med økonomien som sådan, lød budskabet rundt om.

EU-Kommissionen har da også bebudet, at man nu vil tage fat i nakken på de internationale kreditvurderingsselskaber, hvis overoptimistiske rapporter har fået en stor del af skylden for den seneste finanskrise. Hidtil har selskaberne arbejdet efter en egen intern »æreskodeks« men de tider er vist forbi så det er nødvendigt med lovgivning på området, siger EU-Kommissionen.

EUs finansministre undgår næppe heller at skulle se endnu en gang på de såkaldte hedge fonde, der også spillede en central rolle i krisen. Fondene er det mest uigennemsigtige redskab på finansmarkedet i dag, og nu begynder risikoen ved dem at stå klart.

BETYDER DET SÅ, at markedet ikke nødvendigvis altid har ret. Sådan som Margaret Thatcher ellers påstod i sin tid. Var det hele en sommerdille?

Ikke nødvendigvis. Mistilliden til amerikansk økonomis formåen har været stigende i et stykke tid. I det lange løb kan USA ikke fortsætte år efter år at køre med et underskud på betalingsbalancen på godt 800 milliarder dollar svarende til seks procent af dets bruttonationalprodukt.

Oppustning af boligmarkedet og devaluering af ens valuta kan i det lange løb ikke redde et lands økonomi, hvis den er helt gal med konkurrenceevne. De nationaløkonomiske regler fungerer stadig.