De høster solskin i Afrika – og giver Europa baghjul

600 millioner afrikanere mangler el og energi. Et storstilet projekt i Marokko viser vejen til, hvordan det problem kan løses. Her samler verdens største anlæg en uudtømmelig ressource for det afrikanske kontinent: solskin.

Et luftfoto af spejlene - eller heliostaterne - på Noor I. Cirka 20 kilometer uden for byen Ouarzazate i det centrale Marokko. Fold sammen
Læs mere
Foto: FADEL SENNA

Efter flere timer på slyngede bjergveje dukker den pludselig op. Som en finger mod himlen. Som Saurons altseende øje i »Ringenes Herre«. Den 246 meter høje søjle kaldet »Noor III« midt i den gigantiske solenergipark Ouarzazate Solar Power Station, OSPS, i Marokko kan ses på kilometers afstand. Fra den dukker op i horisonten, til man er ved den, er der 40 minutters kørsel i bil.

Søjlen er den mest iøjnefaldende del af et anlæg, der består af fire dele kaldet Noor I, Noor II, Noor III og Noor IV efter det arabiske ord for lys. Byggeriet af energiparken blev indledt i 2013 og var færdigt i 2018. Parken dækker et område på 3.040 hektar og er dermed det største solkraftværk i verden.

»Kvaliteten og intensiteten af solstrålerne i den marokkanske ørken er blandt de bedste i hele verden. Dette lys er da også grunden til, at mange filmselskaber kommer hertil for at filme,« siger Mouhssine Ait Ali, der er chef for sundhed, miljø og sikkerhed på OSPS. Han henviser dermed til film som »Mumien« og TV-serier som »Game of Thrones«, som er indspillet i området.

»Da man ledte efter det rette område, var to af kriterierne, at ingen mennesker skulle flyttes, og at der ikke skulle findes nogen beskyttet flora eller fauna,« fortæller han.

Nej, det er svært at finde nogen form for flora eller fauna i den golde og ugæstfri stenørken, som omgiver OSPS. Byen Ouarzazate plejer at blive kaldt porten til ørkenen, og om sommeren kan her blive op mod 50 grader varmt. Her vokser der ikke noget – ud over spejle. Alene Noor III har 7.400 gigantiske spejle – også kaldet heliostater – som hver er på størrelse med en bus. De koncentrerer Solens lys og sender det op mod søjlen, hvor det omdannes til varmeenergi ved hjælp af CSP-teknologien. Altså Concentrated Solar Power.

Nærbillede af anlægget på Noor I. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix.

Spejlene følger automatisk Solens bevægelser gennem dagen, og det koncentrerede sollys er mellem 500 og 1.500 gange stærkere end det oprindelige solskin. Modtageren i søjlen omdanner strålingen til varmeenergi og lagres i flydende nitratsalt, som kan opvarmes til over 500 grader. Saltet opbevares i enorme tanke, til der er brug for det, og det køles så ned, så det danner damp under højt tryk. Dampen anvendes til at drive turbiner, som er tilsluttet en generator, der genererer elektricitet.

Det er samme proces som med fossile brændstoffer, men her er energikilden Solen selv.

»Det unikke her er måden at lagre energien på. Vi ved, at man anvender mest energi mellem klokken 19 og midnat, så efter solnedgang anvendes det opvarmede salt for at producere elektricitet. På den måde kan vi producere energi i mindst syv-otte timer, selv om Solen er gået ned,« siger Mouhssine Ait Ali.

Både Noor I og II er termiske anlæg, men her består solfangerne i stedet af tusindvis af konkave spejle i lange rækker. Spejlene opvarmer en væske, som transporteres over deres forside i tynde rør, og som siden omdanner vand til damp. Derefter følger samme procedure som på Noor III, men lagringstiden er her kun halvt så lang.

Alt i alt producerer Ouarzazate Solar Power Station 582 megawatt om året til 2,2 millioner mennesker.

Køleanlægget kræver vand

Det er ikke kun sol, man skal bruge til at drive solenergiparken. Der skal også en pokkers masse vand i køleanlægget, og da det kun regner to-tre dage om året i Ouarzazate, henter man vand fra den nærliggende dæmning El Mansour Eddahbi i stedet for at tappe af grundvandet. Ifølge Mouhssine Ait Ali bruger man dog mindre end én procent af det opdæmmede vand, men i et ørkenlandskab kan selv en enkelt dråbe gøre en forskel for jordbrugerne i området. Derfor satser man hårdt på at forbedre, det vil sige formindske vandforbruget ved at nedkøle vanddampen med luft og genanvende vandet. Desuden er man begyndt at børste spejlene rene i stedet for at vaske dem.

»Vand er egentlig ikke et problem. Ja, vi befinder os i en ørken, men miljøundersøgelser har vist, at vores forbrug ikke har nogen negativ effekt på vandniveauet.«

Den endelige regning for OSPS landede på 60 milliarder kroner, og bag byggeriet står det statslige selskab Masen. Ud over den marokkanske stat er byggeriet finansieret af Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank, franske og tyske banker samt Den Europæiske Investeringsbank.

Og det er netop den type satsninger, som har bragt Marokko op på andenpladsen på The Climate Change Performance Index (CCPI) efter Sverige – altså listen over de lande, som er førende inden for klimaforbedrende tiltag. Ved siden af Indien er Marokko det eneste land uden for Den Europæiske Union, der har fundet vej til listens Top-20.

CCPIs begrundelse er, at Marokko har øget andelen af vedvarende energi betydeligt over de seneste år – blandt andet på grund af OSPS.

Marokkos kong Mohammed VI (tv.) taler med Frankrigs daværende energi- og miljøminister Segolene Royal under invielsen af Noor I i februar 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix.

»Nu er vi inde i en periode med hastig vækst, og det kræver meget energi. Vi har ingen olie, og vi vil ikke investere i atomkraft. Kongen har været meget aktiv og engageret i spørgsmålet om vedvarende energi, og vi har derfor valgt at udvikle sol- og vindenergi,« siger Mouhssine Ait Ali.

Marokko importerer fortsat næsten al sin energi fra blandt andet Spanien og Algeriet, men landet har som mål at skaffe 42 procent af sin energi fra vedvarende energikilder i år 2020. Tiden er derfor knap, og derfor foregår byggeriet af sol- og vindkraftanlæg da også i en rasende fart. Blandt andet er der planer om en større variant af OSPS i Midelt i det nordlige Marokko, som skal generere 800 megawatt.

Masen, det statslige selskab bag byggeriet af OSPS, har indgået aftaler med 13 andre afrikanske lande om at bidrage til deres satsning på vedvarende energi. Det drejer sig om lande som Niger, Benin, Somalia og Egypten.

»Problemet under opførelsen af OSPS var, at CSP-teknologien – altså Concentrated Solar Power – ikke var blevet anvendt i samme omfang noget andet sted i verden. Der fandtes ingen erfaringer, vi kunne trække på, og folk stolede ikke helt på teknologien, fordi den ikke var så veldokumenteret. Nu har folk imidlertid set den fungere, og andre lande står i kø for at investere. Vi vil se mange af den her slags kraftværker i fremtiden – særligt i Afrika.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist