De gamle skreg og skreg - som om nogle myrdede dem

Sal og Mabel Mangano tog en skæbnesvanger forkert beslutning: De undlod at evakuere deres plejehjem forud for orkanen Katrina og 35 døde. Men hvad med de andre, som begik fejl og større fejl? Hvad med guvernøren, borgmesteren, amtsborgmesteren, beredsskabschefen og præsidenten?

Fra venstre: Ægteparret Mangano hånd i hånd med deres advokat James Cobb. Foto: Tim Mueller/AP Fold sammen
Læs mere

ST. BERNARD og ST. FRANCISVILLE, Louisiana

1. Jeg har svært ved at tage øjnene fra den lave bygning med bliktag og tildækkede vinduer.

Jeg forsøger at forestille mig, at jeg står på fronverandaen, at det er mig, der hører lyden af et godstog, og pludselig ser en mur af vand - som om danaidernes kar er slået læk - og at vandet kommer imod mig. Bygningen ligger i en lavning, vejen er måske en meter højere end verandaen, og vandet maser over vejen og kommer imod mig.

I det øjeblik føler jeg ikke varmen og fugten, men tværtimod en isnende kulde, der skyder ned mellem skulderbladene.

2. Hvordan må Sal Mangano ikke have følt?

Han stod her for præcis to år siden. Han følte sig formentlig veltilpas over, at orkanen Katrina var overstået. I de tidligere morgentimer var den stormet forbi, og han og hans kone, Mabel, havde fået ret. Deres plejehjem, St. Rita, havde i 20 år tacklet alle slags uvejr, og de var sikre på, at plehjemmet også ville tackle dette uvejr. Og så pludselig - vandmasserne, der kom fossende mod ham. Uvejrets eftertackling.

Inde i plejehjemmet var der 62 ældre og 31 ansatte og familiemedlemmer. Mange af de gamle sad i deres kørestole eller lå i deres senge, ude af stand til at bevæge sig og ude af stand til at hjælpe sig selv, og nu begyndte en kamp på liv og død.

Først forsøgte Mangano og de øvrige at lukke og barrikadere døre og vinduer, de sømmede et bord op foran et vindue, de trak et skab hen foran et andet vindue, de satte en sofa foran en dør, men vandet begyndte at sive ind gennem ind gennem aircondition-kanalerne og fossede ned ad væggene som Niagara Falls, som et vidne forklarede

Snart blev trykket for stort, og døre og vinduer blev mast ind - og vandet kom. Det var som om, vi var ombord på et synkende skib - et skib, som sank meget hurtigt, har en af de tilstedeværende, pensioneret fisker Gene Alonzo, forklaret til USA Today. Vi hørte skrig fra alle værelserne. De gamle skreg og skreg, de skreg som om, nogle myrdede dem ... og de bad Gud om hjælp. Det var en scene af rædsel.

Vandet begyndte at stige i plejehjemmet, først op til 60 centimeter, så en meter, så halvanden meter, de ansatte gik i gang med at lægge beboerne op på madrasser, som kunne flyde, og de skubbede madrasserne ud gennem døre og vinduer.

På blot 20 minutter stod vandet helt op under loftet. Medarbejderne hakkede hul i tagpladerne og skubbede på den måde de mest rørige af de ældre op på taget.

Vinden begyndte at tage til, nu var der skum på bølgetoppene, og bygningen begyndte at falde sammen. Væggene ramlede omkuld. Sal Manganos søn - Lille Sal - svømmede over til sit nærliggende hus, han svømmede over en næsten to meter høj mur, og han startede sin båd og begyndte at fiske beboere og medarbejdere op fra vandet. En anden nabo kom sejlende og begyndte redningsarbejdet. Jeg sejlede rundt efter skrigene. Så længe jeg kunne høre skrig, blev jeg ved. Jeg holdt først op, da jeg ikke kunne høre flere skrig, og det hele var stille, har naboen forklaret til myndighederne.

Familien Mangano og deres hjælpere reddede 58 mennesker.

Men de reddede ikke alle. 35 mennesker - 35 gamle mennesker - blev derinde.

3. To år senere er det så regnskabets time - og regnskabet bliver gjort op i nogle af de smukkeste omgivelser i de amerikanske sydstater.

Plantageland, kalder turistmyndighederne dette område, og plantageland er, hvad det er - et par timer nord for New Orleans, en god travetur øst for Mississippi-floden, og så relativt højtbeliggende, at beboerne besøger floden og ikke omvendt. Draperet med spansk mos og beklædt med hvide søjler er St. Francisville på køreplanen for de fleste turister, om end den nuværende invasion af besøgende er en særlig form for turisme: Efter orkanen Katrina og efter de ældre beboeres massedød på St. Rita, var Sal og Mabel Mangano så forhadte i lokalsamfundet, at retssagen mod de to måtte flyttes herop.

Både anklagere og forsvarere var enige om, at de ikke kunne få en fair retssag i St. Bernard eller New Orleans.

Så hver morgen ankommer de to til retsbygningen, og TV-seerne ser dem - hånd i hånd, den 67-årige kødfulde Sal og den 65-årige magre Mabel med det store hvide bomuldshår, og de skridter ind i bygningen og sætter sig, og i tavshed lytter de til anklagere, forsvarere og vidner, der endevender begivenhederne.

Hvad tænker de? Mener de stadig, at de gjorde det rigtige forud for Katrina - at det var rigtigt ikke at evakuere plejehjemmet? Eller fortryder de, kommer angeren til dem, når natten er mørkest og får dem til at sitre og svede, og vil de bodfærdigt bede omverden om tilgivelse?

For anklageren er det ligemeget.

Statsanklager Charles Foti har gjort et større politisk nummer ud af retsopgøret mod de to. Han insisterede på at anholde dem i offentlighed, frem for at lade dem komme til hans kontor i al fordragelighed, og han har i de seneste to år brugt ord så hårde som granit. Han har sagt, at de lod de gamle drukne som rotter, han har sagt, at de gjorde det for ussel mammon, og han har sagt, at de var rystende ligeglade med beboerne og kun kerede sig om sig selv, og han har rejst en tiltale, der matcher ordene: Mabel og Sal Mangano er tiltalt for 35 tilfælde af uagsomt manddrab på beboerne og for fysisk og psykisk mishandling af de overlevende beboere, fordi de ikke evakuerede dem.

De risikerer så mange års fængsel hver - 400 år - at årene bliver lige meget. Bundlinjen er: Hvis de bliver dømt, vil de komme til at dø i fængsel.

4. Men Sal og Mabel Mangano er ikke de eneste, som i disse dage bliver stillet til regnskab i domhuset i St. Francisville.

For deres chefforsvarer, Jim Cobb, har en ide, som ved første høring kan synes som et langskud, men som ved nærmere eftertanke måske ikke er så tosset.

Cobb er en af den slags advokater, som formentlig kun findes tre steder i USA - i New York, Las Vegas og New Orleans. Han udtrykker sig bedst i kraftudtryk, og han er ikke bange for at give råt for usødet. Han har sagt, at modparten, statsanklager Foti, har den samme juridiske indsigt som en grill-briket, og det er måske endda at være for hård ved en briket, han har krævet ret til at vidneafhøre Foti, og han har i fuld alvor argumenteret for, at hans klienter skulle have en medalje frem for en tiltale.

Og her er Cobbs ide:

Alle vidste, at den var gal. Lederne af ingeniørkorpset vidste, at deres diger og sikring var noget - for at bruge hans udtryk - skrammel. Borgmesteren i New Orleans vidste, at orkanen var på vej, men han nølede med evakueringsordren, og da han endelig gav ordren, sørgede han ikke for at hjælpe beboere ud, og guvernøren og amtsborgmesteren i St. Bernard Parish gav slet ikke en obligatorisk evakueringsordre. Amtsborgmesteren troede, at han havde givet ordren, men det havde han ikke. Beredskabschefen og beredskabsministeren vidste begge, at Katrina formentlig var the big one, og alligevel stod de bare der som et par rådyr, der var fanget i det lange lys, og præsident Bush tog til et vælgermøde i Californien og modtog en guitar.

Hvis digerne havde holdt, og hvis myndighederspersonerne havde gjort, hvad de skulle gøre, ville alle beboere på St. Rita have været i live og tørskoede efter orkanen, siger Cobb. Men myndighedspersonerne svigtede, de svigtede alle - og uden konsekvenser. Beredskabschefen har mistet sit job, men fadæsen har ikke fået konsekvenser for de øvrige, og ingen af dem er blevet retsligt stillet til ansvar.

Glem alt om de undersøgelser, som Kongressen har sat i værk, og politikernes pegen-fingre, har Cobb sagt til lokalavisen Times-Picayune.

Nu får vi et nævningeting, og et nævningeting i Louisiana, til én gang for alle at fastslå hvem, der har skylden for den største naturkatastrofe i amerikansk historie. Det er et fascinerende koncept.

Hvis man spørger Jim Cobb - så er det, hvad der i øjeblikket foregår her i St. Francisville: En retssag, som nok skal tage stilling til Sal og Mabels skyld, men også en retssag, som én gang for alle skal fastslå, om myndighedspersonerne gjorde, hvad de skulle gøre.

Det kan ikke passe, at det kriminelle ansvar efter sådan en katastrofe skal placeres ene og alene på skuldrene af Sal og Mabel. At de var de eneste, som gjorde noget forkert. Ikke i Amerika. Aldrig i livet, siger Cobb.

5. Dermed er retsopgøret mod Sal og Mabel Mangano blevet et af den slags retsopgør, der er så meget større end summen af sine dele.

Akkurat som Scopes-retssagen, der var anlagt mod en lærer, som i 1920erne i modstrid mod en lokal forordning underviste i Darwins lære, men som kom til at handle om noget helt afgørende og principielt - sanddrueligheden i Darwins evolutionslære - og som endte med at salve evolutionslæren som den i mere end én forstand korrekte.

Hvis Jim Cobb, med kraftudtryk og ditto vidner, kan gøre det samme i St. Francisville - hvis han kan få nævningene til at sige, at Sal og Mabel gjorde noget forkert, men de var ikke de eneste, som gjorde noget forkert - så vil han afsløre et juridisk hul, som er større end noget digehul:

En forbrydelse, en forbrydelse med 1.836 døde og skader for 81,2 mia. dollar, der råber på et retsopgør.

6. Guvernør Kathleen Blanco, en lille tæt korthåret kvinde, som ser ud til at være ældet ti år på to år, er én af dem, som ifølge Cobb bør dele ansvaret med Sal og Mabel, og i forgårs var hun indkaldt som vidne i retssalen i St. Francisville.

Hun forsøgte at smyge sig uden om ansvaret - hun havde ikke gjort noget galt, sagde hun - men i det mindste i bakspejlet var det tydeligt, at hun havde.

Du gav aldrig en obligatorisk evakueringsordre for New Orleans, sagde forsvarerne til hende.

Jeg gav ikke sådan en ordre, fordi alle de lokale myndigheder var i gang med at få folk ud, svarede hun.

Havde du ikke myndighed til, klokken ni lørdag morgen, at give sådan en evakueringsordre, cirka 30 timer før orkanen ramte?

Jo, men det er normalt ikke sådan, vi gør, svarede hun.

Din transportminister havde forud for orkanen krævet at få ansvaret for evakuering af plejehjem i staten. Hvorfor sørgede han så ikke for det?

Han har også siden været irriteret over, at hans nye opgave ikke havde fået fuld fokus, svarede hun.

Da orkanen Rita - to uger efter Katrina - truede med at ramme Louisiana, sørgede staten for at evakuere plejehjem. Hvorfor havde staten ikke sørget for det samme under Katrina?

Vi baserede vores redningsoperation under Katrina på personligt ansvar, svarede hun.

Følte hun, at det personlige ansvar som basis for en redningsoperation havde virket?

Nej.

Amtsborgmesteren i St Bernard Paris - det amt, hvor St. Rita plehjemmet lå - blev udsat for samme ydmygende spørgsmål-svar i sidste uge.

Hvorfor udstedte du ikke en obligatorisk evakueringsordre, spurgte forsvarerne ham.

Vi overvejede også at gøre det, men vi gjorde det ikke. Vi kom dog meget tæt på at gøre det i en nød-udsendelse dagen før orkanen, sagde Joey DiFatta.

I nød-udsendelsen på lokal kabel-TV sagde amtsborgmesteren dagen før: Vær venlig - hvis I kan komme ud, så kom ud. Jeg vil sige, at det er ved at være obligatorisk.

Hvorfor brugte I ikke det såkaldte First Call telefonsystem, hvor I kan ringe til samtlige beboere i amtet og give dem ordre om at komme ud?

Vi gjorde, hvad vi bedst kunne gøre for at redde folk, svarede han.

Kan man ikke sige det samme om Sal og Mabel Mangano?

Her protesterede DiFattas advokat, og dommeren sagde, at DiFatta ikke behøvede besvare spørgsmålet.

Dagen før dagen ringede den ansvarlige for evakueringerne i St. Bernard til Mabel Mangano, og han sagde til hende, at han kunne sende busser for at hente de ældre. Skal jeg sende dem, spurgte han. Nej, svarede Mabel Mangano, vi bliver her.

Gav du hende derefter ordre om at evakuere plejehjemmet, spurgte forsvarerne ham.

Nej, svarede Bryan Betucci.

Sal og Mabels forsvarere har også haft en lang række andre pointer.

For eksempel: Statsanklager Charles Foti - samme mand, som har rejst tiltale mod ægteparret - har samtidig rejst et erstatningskrav mod ingeniørkorpset på tæt på 200 mia. dollar. Foti hævder, at ingeniørkropset svigtede sin opgave og pakkede New Orleans og St. Bernard ind i noget juks, og at ingeniørkorpset forværrede orkanen. F.eks. øgede en af korpsets skibskanaler højden af flodbølgen med en meter, og dermed kunne flodbølgen gå over digerne og oversvømme hele St. Bernard.

Dermed blæser statsanklageren luft og mel på samme tid, siger forsvarerne. Hvis han mener, at det var ingeniørkorpset, som var skyld i oversvømmelsen i St. Bernard - hvordan kan han så samtidig give Sal og Mabel skylden for de druknede beboere?

Og et andet eksempel: St. Rita var ikke ene om ikke at evakuere. 36 ud af 57 plejehjem i New Orleans-området blev ikke evakuerede, og de plejehjem, som besluttede sig for at evakuere, gjorde det ofte med store tab. Et katolsk plejehjem evakuerede sine 100 beboere, og 22 af dem døde af strabadserne.

7. Hvem har ansvaret for en orkan?

Naturen, naturligvis, men på anden uge af retssagen i St. Francisville er det tydeligt for enhver, at mennesker også har ansvaret for konsekvenserne af en orkan. De har ansvaret både på grund af det, de gør, og ikke mindst på grund af det, de ikke gør. Sal og Mabel Mangano var ikke ene om at svigte, så meget er fastslået, men det er meget svært - selv for en mand som Jim Cobb - at komme uden om, at de op til orkanen Katrina tog en grufuld forkert beslutning. At de besluttede sig for at blive i deres plejehjem i grebningen af terra firma frem for at evakuere.

Hvorfor blev de? Hvorfor pakkede de ikke deres ældre beboere på to busser og fik dem væk på samme måde, som de fire andre plejehjem i St. Bernard gjorde?

Ifølge anklagemyndigheden var svaret penge. De ville spare de op mod 200.000 dollar, som det ville koste dem at fragte og huse de ældre et andet sted.

Men hvad siger de selv?

Sal og Mabel Mangano er endnu ikke blevet afhørt under retssagen, og de har kun deltaget i ét interview - i magasinet Esquire - og her spørger journalisten om akkurat det samme. Ægteparret Mangano giver tre grunde til, at de ikke evakuerede: At evakueringen ikke var obligatorisk, at de ikke troede, at de ældre beboere kunne stå en evakuering igennem, og at de troede, at digerne ville holde.

I den store sammenhæng med et monster af en storm få dage og få timer ude i Golfen burde de have vidst bedre, men som forfatteren af artiklen siger: En irrationel faktor vejede formentlig tungere end alle rationelle faktorer og det var, at Sal og Mabel Mangano i 20 år havde drevet et mønsterplejehjem, det bedste i amtet ifølge myndighederne, og i 20 år var orkaner og storme kommet og gået, og St. Ritas plejehjem havde i den slags uvejr ikke været et sted, man flygtede fra, men et sted, man flygtede til. Lokalbefolkningen kom her for at søge beskyttelse. Det var i et amt, som var 98 procent vand og sump - i mere end én forstand fast grund under fødderne.

Derfor blev de.

Det var en fejl, en af den slags fejl, som opgøres i kister og grave og afregnes i retssager, men det var ikke den eneste fejl under orkanen Katrina - og det var ikke engang den største fejl.

New Orleans venter stadig to år senere på, at de store fejl bliver gjort op - og afregnet.