De forspildte muligheder

Hvorfor er Hillary Clinton favorit til at blive USAs næste præsident? Det kan være, at hun står for den bedste politik, at hun alene som kvinde tilbyder amerikanerne noget nyt, eller måske er der bare ingen andre kandidater, der er bedre.

n/a Fold sammen
Læs mere

Men politiske kommentatorer kredser også om en fjerde forklaring. Hillary Clinton spilder sjældent en chance for at tale om sin mand, den forrige præsident Bill Clinton, og hun gør det, så mange næsten savner de fredelige 90ere.

Dengang, det farligste tema i Det Hvide Hus var sex. Så måske er det i virkeligheden ikke Hillary, amerikanerne vil have, men den fortid Hillary var en del af.

Kald det tankespind. Men i USA er nostalgien en håndgribelig konsekvens af den republikanske krise. De seneste seks-syv år under George W. Bush kan ikke gøres om, men amerikanerne spekulerer på, hvor anderledes verden kunne have set ud, hvis det ikke havde været for ham, eller hvis han blot havde håndteret tingene lidt anderledes.

Det handler om de forspildte muligheder.

Berlingske Tidende har fundet de fem måske mest betydningsfulde for verdenssamfundet...

1. Hart-Rudman

Den 11. september 2001 sad de to tidligere senatorer, demokraten Gary Hart og republikaneren Warren Rudman, lige så forstenede som de fleste andre i verden og så terrorister angribe New York i kaprede passagerfly.»

Jeg rev mig fortvivlet i håret,« sagde Gary Hart dagen efter: »vi havde jo forudset det og advaret Bush-administrationen.«

Hart og Rudman stod i spidsen for en kommission nedsat af præsident Bill Clinton, der skulle undersøge trusselsbilledet i det 21. århundrede. I januar 2001 afleverede de en rapport med 50 konkrete anbefalinger til den nye præsident, George W. Bush. Det var den mest grundige sikkerhedsanalyse i 50 år og skulle det vise sig den mest præcise.

Kommissionen forudså, at terrorister med stor sandsynlighed ville angribe USA med »ukonventionelle« våben og føre til »katastrofale« tab af menneskeliv. De advarede samtidig om, at den amerikanske terror-bekæmpelse var splittet mellem alt for mange instanser, hvilket betød, at vigtige oplysninger ofte gik tabt i bureaukrati. Anbefalingen var, at der skulle udpeges en sikkerhedsminister og et centralt efterretningsorgan. Bush smed rapporten i papirkurven. Arbejdet var bestilt af hans forgænger, han kunne ikke bruge det til noget, terror var ikke øverst på hans dagsorden, og ansvaret for terrorbekæmpelse blev uddelegeret til beredskabsstyrelsen FEMA den, der senere kiksede så fælt under orkanen Katrina.

Kunne 11. september være undgået, hvis han havde lyttet efter?

Sandsynligvis ikke. Men efterforskningen af terrorangrebet bekræftede alle kommissionens advarsler, og set i bakspejlet var Bush-administrationens afvisning et første tegn på den inkompetence, som den i dag er synonym med fortjent eller ej.

Hart og Rudman har samtidig spekuleret på, om chokket oven på 11. september måske havde været mere håndterligt, og reaktionerne i form af indgreb i frihedsrettighederne knap så vidtgående, havde Bush taget dem alvorligt og forberedt nationen bedre.

Først efter angrebet fiskede præsidenten rapporten op af papirkurven og oprettede et sikkerhedsministerium, og terrorbekæmpelsen blev mere koordineret.

2. Irak

11. september forandrede USA og alle i Bush-administrationen. En forenet nation reagerede med støtte fra det meste af verdenssamfundet og indledte en jagt på al-Qaeda og Taleban-militsen i Afghanistan. Det er den krig, der er kaldt »den gode krig«. Underforstået, at den anden krig den, der fulgte i Irak er den dårlige.

At Bush valgte at gå ind i Irak, står for mange amerikanere som en stadig større gåde ikke mindst efter, at de i de seneste dage er blevet mindet om den advarsel, der lød fra en førende ekspert i 1998:

»Når du først er kommet frem til Bagdad, og du har fjernet Saddam Hussein, hvad vil du så stille op? Det er et meget voldeligt hjørne af verden, og hvis du fjerner centralregeringen, kan du let forestille dig, at dele af Irak vil blive splittet for alle vinde. Syrerne vil gerne have dele af det vestlige Irak, iranerne vil gøre krav på dele af det østlige Irak, og i nord har du kurderne. Hvis de river sig fri og går sammen med kurderne i Tyrkiet, så er Tyrkiets territoriale suverænitet truet. Det er det rene kviksand,« lød den næsten profetiske analyse fra eksperten.

Hans navn var Dick Cheney. Han var dengang endnu ikke vicepræsident, men udtalte sig som tidligere forsvarsminister under den første Golfkrig, og analysen var hans forklaring på, hvorfor amerikanerne ikke allerede dengang havde fjernet Saddam Hussein.

»Spørgsmålet for præsidenten var, hvor mange amerikanske liv Saddam Hussein var værd. Vi kom frem til, at det ikke var særlig mange, og jeg mener, at vi havde ret,« sagde Cheney i et TV-klip, som de fleste havde glemt, men som dukkede op tidligere på ugen og nu er det store samtaleemne blandt bloggere og politiske kommentatorer.

Hvad skete der, spørger de?

11. september var, hvad der skete. Det ændrede i hvert fald Dick Cheney, der om nogen har været den reelle øverstkommanderende i kampen mod terrorisme. En kamp, som nykonservative kræfter i regeringen overbeviste ham om skulle føres i Irak.

Hvad der siden skete af fejltagelser, er velkendt. Saddam skulle fjernes, fordi han var en trussel mod verdensfreden, men han havde ingen af de påståede masseødelæggelsesvåben. Saddam skulle væk, fordi han var ven med Osama bin Laden, men der var ingen forbindelse til al-Qaeda. Irak skulle befries med så få tropper som muligt, fordi irakerne ville byde amerikanerne velkomne som befriere. Men der var ikke tropper nok til at sørge for ro og orden, og irakerne rettede deres frustrationer og vrede imod koalitionsstyrkerne.

Kunne det være gået anderledes?

Nogle mener som Cheney i 1998, at Irak var et hvepsebo, som selv den mest veltilrettelagte mission næppe kunne have forvandlet til et bare nogenlunde fungerende samfund. Andre siger som Cheney i 2007, at vi bare skal give irakerne tid, så bliver det hele meget bedre.

Kendsgerningen er, at krigen var et valg. Den var ikke påtvungen i samme grad, som Afghanistan var det. Kendsgerningen er også, at stort set alle de problemer, som invasionen har ført med sig, var forudset. Rapport efter rapport forud for invasionen advarede imod splittelse, kaos og vold, men rapporterne endte samme sted som rapporten fra Hart og Rudman: i papirkurven. Først nu begynder folk at finde dem frem igen og undre sig over, hvorfor ingen læste dem dengang.

I dag ville et flertal af amerikanerne og et flertal i resten af verdenssamfundet ønske, at USA aldrig var gået ind i en krig, som i de flestes øjne er blevet til »den dårlige krig«.

3. Afghanistan

I maj 2003 gik præsident Bush ombord på et hangarskib i Golfen og erklærede missionen i Irak for fuldført. Et par timer i forvejen havde hans forsvarsminister, Donald Rumsfeld, fra præsidentpaladset i Kabul erklæret, at også Afghanistan-krigen »den gode krig« var overstået. Terroristerne bag 11. september var fjernet, og landet gjort »sikkert«.

»Vi har helt klart bevæget os fra større kampaktiviteter til en periode af stabilitet og stabilisering og genopbygningsaktiviteter,« sagde han.

Taleban-militsen var måske besejret, men den var ikke elimineret. Fra dens sikre positioner i Pakistan voldte den fra 2002 problemer for styrkerne i Afghanistan, og i foråret 2006 indledte den en regulær offensiv. Washington Post har i denne uge redegjort for, at fremtiden for Afghanistan nu er lige så usikker som for Irak.

Kunne det være gået anderledes?

Det er der nogle, der mener. Flere eksperter og tidligere folk fra de udstationerede styrker er overbeviste om, at langt hovedparten af afghanerne var parate til at omstille sig, og at landet i dag ville være langt mere fredeligt, hvis Bush-administrationen havde brugt tilstrækkelig med kræfter på genopbygning, hvis den havde lagt mere pres på Pakistan for at få dem til at slå ned på Taleban, og især hvis den havde opretholdt interessen i stedet for at flytte hele sit fokus til Irak. For eksempel blev der på et tidligt tidspunkt flyttet specialstyrker og nye overvågningsfly, de såkaldte Predator-fly, til Irak på bekostning af missionen i Afghanistan.

»Hvis vi ikke havde været i Irak, ville vi have fordoblet eller tredoblet antallet af Predator-fly over Afghanistan, så vi kunne have spejdet efter Taleban og ind i stammeområderne. Vi ville have de sorte specialstyrker, som er nødvendige for præcisionsoperationer, og vi ville have flere efterretningsfolk,« siger en centralt placeret kilde i forsvarets centralkommando til avisen: »Vi er ganske enkelt i en verden af begrænsede ressourcer, og de ressourcer er i Irak. Alle, der fortæller dig andet, lukker varm luft ud.«

Der er sket det, som forfatteren og journalisten James Fallows fra magasinet The Atlantic advarede om allerede i 2003: USA bruger i dag langt flere kræfter på Irak et land, der ikke havde noget med 11. september at gøre end på Afghanistan det land, der husede terroristerne, og hvor Osama bin Laden formentlig stadig gemmer sig.

En amerikansk efterretningsrapport slog forleden fast, hvilken pris verdenssamfundet betaler for den prioritering: al-Qaeda er i dag lige så stærke i området mellem Afghanistan og Pakistan som før 11. september, og de er tilmed ved at vokse sig stærke i Irak, hvor de stort set ikke fandtes tidligere.

4. Iran

Få uger efter magtovertagelsen i Irak i 2003 spyttede fax-maskinen i kontoret for Nærøsten i det amerikanske udenrigsministerium et overraskende dokument ud. Det var fra Iran sendt via mellemmand.

Efter alt at dømme havde iranerne fået sved på panden, da de så, at amerikanerne skulle bruge sølle tre uger til at overvinde den samme irakiske hær, som Iran bare et årti forinden havde lidt svære tab imod gennem en otte år lang krig. Nu følte iranerne tilsyneladende, at tiden var inde til at tø forholdet til USA op, og initiativet kom formentligt fra øverste sted, fra den daværende præsident Mohammed Khatami og den religiøse leder, ayatollah Khamenei.

De tilbød at afbryde al materiel støtte til Hizbollah i Libanon og Hamas i Palæstina. De ville hjælpe med at stabilisere Irak og acceptere en to-statsløsning for den israelsk-palæstinensiske konflikt, og de ville give amerikanerne adgang til de iranske atomfaciliteter.

Med andre ord: alt hvad USA kræver af Iran i dag. USA skulle omvendt annullere sanktionerne imod Iran, hjælpe dem til at få atomkraft og droppe tanken om regimeforandring.

Udenrigsministeriet i Washing-ton så det som en historisk åbning: »Vi mente, det var et velegnet tidspunkt,« sagde den daværende stabschef for udenrigsminister Colin Powell, Lawrence Wilkerson, med henvisning til, at Iran netop havde hjulpet med at vælte Taleban i Afghanistan.

Men vicepræsident Cheney afviste tilbuddet. Det Hvide Hus vurderede, at præstestyret var på sammenbruddets rand, og at tilbudet i virkeligheden var et SOS. Så det blev aldrig til noget. I stedet kunne amerikanerne se Hizbollah påføre Israel svære tab i konflikten i 2006 og sætte genopbygningen af Libanon år tilbage, mens Hamas satte sig på magten i de palæstinensiske områder.

Samtidig er konflikten om atomprogrammet spidset til, FN har indført yderligere sanktioner, og regimet i Iran er ikke brudt sammen, tværtimod.

Mens USAs omdømme og handlemuligheder i regionen i dag er belastet af Irak-krigen, er Irans indflydelse vokset. Ifølge den anerkendte mellemøst-ekspert, Trista Parsi fra Carnegie-instituttet, styrkede den amerikanske afvisning i 2003 tilmed de kræfter i Iran, som ikke vil forsoning med USA. Der er endda dem, der frygter, at Iran og USA har kurs mod en militær konflikt.

Kunne det være gået anderledes?

Det kunne i hvert fald aldrig have skadet at tage snakken med iranerne, siger den tidligere direktør for det amerikanske udenrigsministerium til Washington Post, Richard Haass: »Jeg forstod ikke, hvad vi havde at miste ved at tage imod tilbudet.«

5. Tortur

Ingen billeder vil formentlig indfange Bush-æraen mere præcist end billederne fra Abu Ghraib. Irakiske fanger nogle måske oprørere, andre bare uheldige civile, der var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt anbragt i ydmygende situationer. Nøgne oven på hinanden i bunker, i hundehalsbånd, i stillinger, der lignede, de havde homoseksuelt samleje. Efterfølgende kom det frem, at billederne endda ikke viste de groveste overgreb. Nogle var blevet seksuelt misbrugt. Nogle var døde.

»Vi torturerer ikke,« siger Bush.

For fåår siden ville ingen betvivle sådan en påstand fra en amerikansk præsident. Men i dag kan ingen vide med sikkerhed, hvad der sker, og der er kraftige indicier på, at tortur er forekommet. Ikke bare begået af uheldige elementer, men som resultat af systematiske ordrer ovenfra.

Senest har magasinet The New Yorker i denne måned afsløret en hemmelig rapport fra Røde Kors, der har besøgt terrorfanger på Guantanamo-basen. Røde Kors slår fast, at fangerne, før de kom til Guantanamo, blev tilbageholdt rundt om i verden i CIAs såkaldte »sorte fængsler«, hvor de blev udsat for afhøringsmetoder, der »svarer til tortur«. Ifølge Bush-administrationen er der tale om »udvidede afhøringsteknikker«, der efter dens egen vurdering er fuldt lovlige.

Men Røde Kors advarer om, at der er sket »alvorlige brud« på Genève-konventionen, og at de ansvarlige i administrationen risikerer retsforfølgelse for krigsforbrydelser. I USA vurderer selv konservative kommentatorer som Andrew Sullivan, at det kan bringe præsidenten og vicepræsidenten i farezonen.

Kunne det være undgået?

Det står i dag klart, at amerikanerne i tiden efter 11. september famlede i blinde efter metoder til at bekæmpe terrorisme. Som Cheney sagde, var man tvunget til at arbejde mere i de »mørke« områder. Men Abu Ghraib var alarmklokken, der kunne have fået Bush til at skifte kurs. I stedet gjorde han og Republikanerne brugen af hårdhændede afhøringsteknikker til et kardinalspørgsmål ved midtvejsvalget i 2006.

Ingen andre enkeltsager har belastet USAs internationale omdømme mere. Under Bush har det fået anti-amerikanismen til at eksplodere, viser nye målinger.

Men i mængden af det, stadig flere amerikanere ser som forspildte muligheder, var det blot en af mange.