De fem drenge fra Central Park

New York er rejst 24 år tilbage i tiden til et hængeparti fra et andet New York: den skyldige dom over fem uskyldige sorte drenge. Den nye borgmester vil give dem æresoprejsning.

At se videooptagelserne af politiets afhøring er at se en uretfærdighed, mens den bliver begået. Mens den bliver bygget op med psykologisk spidsfindighed, sætning for sætning, usandhed for usandhed, og til sidst sidder den i skabet – tilståelsen:

»Vi gjorde det. Vi fangede hende, vi bandt hende, tævede hende til ukendelighed, vi voldtog hende. Det var os.«

Det er 24 år siden, de fem drenge blev tvunget til at tilstå, og det er 11 år siden, tilståelserne blev afsløret som usande og drengene løsladt, men tilståelserne og løsladelsen spøger stadig. For politiet, politikerne, anklagemyndigheden og medierne i New York har aldrig vedkendt sig deres skyld, de fem drenge har aldrig fået så meget som en undskyldning eller en øre i erstatning, og man kan stadig høre den hvislende lyd fra gamle politibisser – »gu’ gjorde de det. De er skyldige som bare pokker.«

I 2012 afdækkede en af USAs mest kendte dokumentarister, Ken Burns, hele skandalen i filmen »The Central Park Five«, han holdt sagen og den dårlige samvittighed i live, og i denne uge sagde New Yorks nye borgmester så, hvad ingen borgmester i New York hidtil har sagt: »Vi vil afslutte sagen, for der blev begået en stor uretfærdighed.« Som Ken Burns sagde: »Det er alt for sent, og forsinket retfærdighed er uretfærdighed. Men det er til syvende og sidst bedre end ingen retfærdighed.«

I New York er 1989 længere siden end 24 år siden.

For når man ser byen i »Central Park Five« er det ikke bare bilerne og musikken og moden, der er anderledes. Nej, selve New York er anderledes. I dag er USAs største by også en af de sikreste og rigeste, en megalopolis af penge og optimisme og en fremtid, der ikke kan slå fejl, men sådan var det ikke i 1989. Året begyndte med retssagen mod en hvid mand, som blev en folkehelt på at skyde fem unge sorte mænd, som han sagde ville røve ham, og året sluttede med gadekampe i bydelen Bensonhurst, hvor en flok hvide dræbte en ung sort mand, og ind imellem og rundt om var en by kuet af angsten for kriminalitet.

Og kriminaliteten var ofte i bevidstheden lig med sort. For i 1984 havde crack-epidemien for alvor ramt det sorte New York. Crack er en syntestisk, relativt billig og stærkt vanedannende form for kokain, og med crack steg antallet af røverier, voldtægter, indbrud, overfald og drab til den slags højder, som ville have fået selv Charles Bronson til at dobbeltlåse dørene. I 1980erne fordobledes mordraten blandt unge sorte mænd, drab var den hyppigste dødsårsag blandt dem, og i en mikroundersøgelse i 1989 optalte forskere 10.027 forbrydelser inden for syv kvadratkilometer af byen.

Men også på en anden måde – og i en anden socioøkonomisk liga – var New York under forvandling. Gennem 1980erne havde præsident Ronald Reagan givet tøjlerne fri på Wall Street, og konsekvensen var et uset finansboom, som instruktøren Oliver Stone skildrede i filmen »Wall Street«. »Grådighed er godt,« sagde filmens hovedperson, Gordon Gekko.

19. april 1989 stødte demografi og kriminalitet, frygt og fordomme så sammen:

Den 28-årige Trisha Meili joggede klokken 21.30 gennem New Yorks hjerte, Central Park, og i en lavning blev hun overfaldet og trukket ind mellem træerne; hun blev mishandlet på det mest bestialske, voldtaget og slået til ukendelighed, og da hun blev fundet fire timer senere, lød diagnosen i første omgang, at hun ikke ville overleve. Lægerne måtte fjerne dele af kraniet og hendes venstre øje, og venner og familiemedlemmer genkendte hende kun på en universitetsring.

Ikke bare var forbrydelsen så alvorlig, at den kaldte på øjeblikkelig opklaring, men ofrets baggrund satte også politiet under pres. Hun var fra en velhavende familie, faderen var direktør for Westinghouse, selv havde hun eksamen fra et kendt universitet, og indtil 19. april 1989 klokken 21.30 var Trisha Meili en lovende børsmægler hos finanshuset Salomon Brothers. Det var en af 3.254 voldtægter i New York det år, men det var i Central Park, og det var et blåblodet offer, og som borgmester Ed Koch siger i »Central Park Five«:

»Det var simpelthen århundredets forbrydelse. For alle involverede.« Og inden natten var dag, havde politiet anholdt fem personer, alle sorte, alle mellem 14 og 16 år gamle, og inden dagen var aften, havde de fem tilstået.

»Jeg følte: Vi fik dem! Hurra. Gud velsigne politiet i New York,« siger Koch i filmen.

Den stærkeste del af dokumentarfilmen er den nøgterne – nærmest pinagtigt detaljerede – rekonstruktion af tilståelsens anatomi. Hvordan politifolkene blev ved med at fortælle drengene, at de kunne snart komme hjem, hvis de blot fortalte sandheden, og hvordan politifolkene også lod dem forstå, hvad sandheden var. En af drengene fik f.eks. at vide, at hans fingeraftryk var fundet på kvindens trusser, og de fik allesammen at vide, at de andre havde tilstået; det var ikke rigtigt, men det var den slags hokuspokus, som til sidst knækkede dem – hvorefter betjentene fandt videokameraerne frem og optog selve tilståelsen.

Ken Burns har fået adgang til optagelserne, og psykologer vil uden tvivl kunne få meget ud af drengenes kropssprog. De krymper sig fysisk, de gør kropsligt vold på sig sig og kaster sig frem og tilbage i stolen som abstinensramte misbrugere, mens de opfinder løgne, der implicerer dem selv og deres venner.Da tilståelserne var i kassen, var sagen også i kassen.

Der var ikke andet, som bakkede sigtelserne op, der var ingen fysiske beviser, som pegede på drengene, deres DNA matchede ikke den fundne sæd, deres forklaringer var modstridende og ulogiske og uden nogle af de informationer, som kun gerningsmanden ville kende, men de tilstod. De gjorde det. De fangede hende, de bandt hende, de tævede hende til ukendelighed, de voldtog hende. Det var dem.

Hvilket alt sammen viser en afgørende svaghed ved tilståelse som bevis.

Siden 1989 er 311 amerikanske indsatte blevet løsladt på grund af DNA, og i en fjerdedel af tilfældene lå en falsk tilståelse til grund for deres dom, oplyser organisationen Juvenile Justice Information Exchange. En tilståelse vejer så tungt, fordi nævninge betragter det som imod menneskelig natur at tilstå noget, som man ikke har gjort, og derfor en tilståelse per definition være korrekt, siger Stephen Saloom fra Innocence Project til websitet.

Men en dreven afhører kan få de fleste mennesker til at tilstå hvad som helst, forklarer Saul Kassin, der er psykologiprofessor på John Jay College, og en af USAs førende eksperter i tilståelsesteknik. Han siger til Juvenile Justice Information Exchange, at de fleste afhøringseksperter er uddannet af et privat firma, »John E. Reid and Associates«, som både skoler politifolk og ikke-politifolk, og som har udviklet en ni-punkts teknik, der kan knække de fleste. Teknikken sørger for, at det i realiteten bliver nemmere at tilstå end ikke tilstå, politifolkene øger konstant stressniveauet, og med stok og gulerod giver de ofret alle incitamenter til at tilstå. »De gør det nærmest umuligt for ofret at komme ud på andre måder end ved at tilstå,« siger Kassin.

I 2010 beskrev to juraprofessorer i en bog, hvordan netop Reid-metoden fører til mindre frem for mere troværdige tilståelser, og hvordan metoden frister politifolk til at fremprovokere tilståelser f.eks. for at fremme deres egen karriere eller please et folkekrav.

I »Central Park Five« fortæller en af drengene, Ray Santana, hvordan han på et tidspunkt havde to betjente få centimeter fra sit hoved – den ene stod foran ham og blæste cigaretrøg ind i hans ansigt, og den anden brølede ham i øret: »Du gjorde det. Din fucking p.. gjorde det.« Santana havde ikke sovet i et døgn, de sagde, at hans mor ville have ham til at tilstå, så han kunne komme hjem, de forklarede ham, hvad han skulle sige, og til sidst, bingo.

Borgmester Ed Koch overdriver, når han taler om »århundredets forbrydelse«, men det var uden tvivl øjeblikkets forbrydelse, som fangede tiden i et reagansglas, og det hele blev kun mere hysterisk af, at unge sorte mænd havde voldtaget en hvid kvinde.

Den ene tabloidavis, New York Post, skrev med store forsidetyper »Ulvekobbel« og den anden, New York Daily News, skrev med samme typer »Wilding«. Det var et udtryk, som politiet hævdede var sort slang, og som betød at gå »absolut og fuldstændig besærk«.

I det mindste i bakspejlet er det forunderligt, at politiet ikke overvejede andre muligheder. På det tidspunkt var den såkaldte »East Side voldtægtsmand« løs i området, han havde voldtaget otte kvinder, og to dage tidligere havde han voldtaget en kvinde tæt på det sted i parken, hvor Trisha Meili blev voldtaget, og de to forbrydelser var forbløffende ens, f.eks. havde gerningsmanden i begge tilfælde tævet ofret til ukendelighed, efterladt sine sekreter og slået en bestemt knude på begge ofrenes trøjer.

Men de fem drenges tilståelser overtrumfede alt, de blev dømt og sat i fængsel, indtil 2002 – ind til den rigtige gerningsmand, »East Side voldtægtsmanden«, Matias Reyes, tilstod. Hans DNA matchede perfekt, og han gav den slags oplysninger, som kun gerningsmanden kendte, f.eks. at han havde smidt ofrets nøgler i et buskads.

De fem drenge blev løsladt, og de krævede erstatning. »Jeg er altid bagefter. Jeg har mistet min ungdom, og jeg kan aldrig genvinde den,« som en af dem, Kevin Richardson, har sagt.

Politiet i New York har imidlertid en institutionel magt over politikerne, og skiftende borgmestre har altid rettet ind efter politiet. Ordensmagten nedsatte selv et panel, som konkluderede, at alt var gået rigtigt for sig, og at de fem var skyldige, og det har siden dengang været politikernes og borgmester Mike Bloombergs holdning. Ingen undskyldning, ingen penge.

»Det er simpelt hen institutionel protektionisme,« siger historikeren Craig Wilder i filmen.

»Jeg føler mig så skamfuld over New York. Vi brutaliserede fem drenge, vi torterede dem, vi satte dem i fængsel i årevis, og så løslod vi dem bare i al stilfærdighed. Alle os andre – vi vasker vores hænder og frikender os selv. Vi er ikke så gode mennesker, som vi tror, vi er,« siger Wilder.

Bill de Blasio er i denne uge tiltrådt som borgmester; ikke bare er han den første demokrat i 20 år, og ikke bare tilhører han Demokraternes venstrefløj – men hvis hans ord følger handling, hvis han går bodsgang til fem sorte drenge, som nu er fem sorte mænd, så er det i mere end én forstand en ny dag i New York.

Så er fortiden kun fortid.