Mens smittetallene igen stiger flere steder i verden, er det ikke de ældre og sårbare borgere, der denne gang udgør størstedelen af de nye smittede. Det er de unge 20-40-årige.

Og ofte ved de ikke selv, at de har virussen, skriver Reuters.

»Dette øger risikoen for at give virussen videre til de mere sårbare grupper: de ældre, de syge i langtidspleje, folk, som lever i tætbefolkede og socialt udsatte områder,« forklarede den regionale direktør, Takeshi Kasai, tirsdag morgen i et livestream.

Det gælder også Europa.

Ifølge Bloomberg udgør de 20-40-årige omtrent 35 til 40 procent af de nye smittede i England, Belgien og Holland. I Spanien er mere end en femtedel af de nye smittede mellem 15 og 29 år.

På globalt plan er antallet af 15-24-årige, som bliver testet positive for coronavirus, tredoblet i løbet af de seneste fem måneder, ifølge data fra WHO, skriver Bloomberg.

I Danmark er over halvdelen af de bekræftede nysmittede den seneste måned også under 40 år. Dermed fylder aldersgruppen dobbelt så meget blandt de nysmittede som i perioden fra midt i marts til midt i april, hvor gruppen udgjorde cirka en fjerdedel af de nysmittede.

Særligt unge i 20erne fylder i de danske statistikker. Den seneste måned udgjorde de 22 procent af de cirka 2.000 nysmittede. Blandt 10-19-årige har antallet af nysmittede personer aldrig været højere under pandemien, end det har været den seneste måned.

Der er flere mulige forklaringer på, hvorfor det nu synes at være de unge, der spreder smitten verden over.

Bedre test, mere fatigue

Den første forklaring er, at det i mange lande er blevet muligt at teste langt flere – også dem med milde eller helt uden symptomer. I begyndelsen af coronaviruspandemien var det lige omvendt.

Da var det kun de meget syge – som ofte stadig synes hovedsageligt at være ældre, udsatte borgere – der blev testet. Oplevede man kun milde symptomer, blev man i stedet opfordret til at gå i karantæne derhjemme, indtil man igen blev rask.

Sådan er det ikke længere. Nu opdager man i langt højere grad de unge, som bærer virussen, uden selv at vide det – og de, som kun har milde symptomer.

Men der findes også en anden forklaring: Fænomenet, som eksperter verden over har døbt corona fatigue, som Berlingske også tidligere har beskrevet.

Begrebet dækker over den træthed, mange oplever efter flere måneders social afstand, angst og forsigtighed. Og fænomenet kan især være udbredt blandt yngre mennesker, skriver Bloomberg, fordi de simpelthen ikke synes at blive lige så syge, hvis de skulle få virussen.

At mange personer i 20erne i øvrigt ofte bor på færre kvadratmeter end ældre generationer, og ofte deles om pladsen med andre personer i 20erne, som også har et socialt liv, gør det ikke nemmere at blive hjemme.

Det øger alt sammen sandsynligheden for, at man som ung vender tilbage til sit normale liv, tager til de parkfester, som politikerne skælder ud over, eller kysser og krammer sine venner igen efter flere måneders afstand.

Festerne er så stor en bekymring, at selv WHO-chefen, Mike Ryan, har opfordret de unge til at blive hjemme og forstå deres ansvar.

»Spørg jer selv: Behøver jeg virkelig at gå til den fest?«