Tysklands kansler, Olaf Scholz, har tidligere udtalt, at han ikke vil rejse til Kyiv i Ukraine blot for at kunne vise et billede.
Ikke desto mindre er det netop sådan et billede, der dominerer internettet torsdag morgen.
Den tyske kansler er sammen med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den italienske premierminister, Mario Draghi, torsdag morgen ankommet til Kyiv med tog for at mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Turen er blevet foreviget i et billede, der skal sende et klart signal.
Berlingskes Europa-korrespondent, Solveig Gram Jensen, vurderer, at Olaf Scholz må »have noget med i tasken« til Zelenskyj, nu hvor han ikke blot ville tage til Kyiv for at tage billeder.
De tre stats- og regeringsledere er alle af Ukraine blevet kritiseret for at være tøvende i deres tilgang til krigen i Ukraine – den kritik vil de nu gøre op med.

EU-tyngde
Berlingskes Solveig Gram Jensen peger på, at EU snart skal tage stilling til, om Ukraine kan få lov til at blive kandidatland i EU.
Det er noget, Ukraine selv ønsker, men visse lande, herunder ikke mindst Tyskland og Danmark, er skeptiske, fordi Ukraine ikke lever op til kravene for kandidatlande:
»Men de seneste par måneder har Ukraine gennemført en charmeoffensiv af en anden verden over for de europæiske stats- og regeringschefer, og det bliver efterhånden svært politisk at være imod, at Ukraine bliver kandidatland. Både Italien og Frankrig skal efter sigende være på Ukraines side, så der ligger et vist pres på Scholz,« vurderer EU-korrespondenten.
Den tidligere kansler Angela Merkels toprådgiver for udenrigs- og sikkerhedspolitik sagde til Berlingske forud for besøget, at fastlæggelsen af en vej for Ukraine ind i EU vil være et godt tilbud med politisk vægt til Ukraine.
Toprådgiveren, Christoph Heusgen, ser også gerne, at den nuværende tyske regering får sat handling bag løfterne om levering af de tunge våben, som står højt på ønskesedlen i Ukraine.
»Grundlæggende byder jeg det meget velkomment, at Frankrig og Tyskland samarbejder,« siger Heusgen til Berlingske om den fælles rejse til Kyiv.
Klokken 8.30 er de tre stats- og regeringsledere ankommet til Kyiv.
