Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Når de engelske skolers ældste elever vender tilbage fra juleferien, bliver det med et krav om at bære mundbind i klasselokalet.
Det har regeringen besluttet, skriver BBC.
Det midlertidige mundbindskrav skal mindske spredningen af omikronvarianten og sikre, at skolerne fortsat kan have undervisning i klasserne i det nye år.
I mellemtiden har seks forskellige fagforeninger for skolepersonale udsendt et fælles krav om yderligere handling for at begrænse smittespredningen.
De advarer om, at nationale eksamener vil komme i fare, hvis der ikke bliver indført flere restriktioner.
De efterlyser blandt andet redskaber til at rense luften i klasselokalerne, økonomisk støtte til at dække fravær og tilgængelige coronatest på skolerne.
Indtil nu har England været det eneste af de fire britiske lande, hvor mundbind ikke er blevet anbefalet til elever.
Boris Johnson og hans regering sætter kun reglerne for England. De øvrige dele af Storbritannien – Skotland, Wales og Nordirland – beslutter selv, hvilke coronarestriktioner, der skal gælde der.
Den britiske undervisningsminister, Nadim Zahawi, siger, at mundbindskravet i England foreløbigt varer indtil 26. januar.
Briterne oplever – ligesom mange andre europæiske lande – i disse dage nye rekorder i det daglige antal nye smittetilfælde.
Lørdag blev der registreret 160.276 nye tilfælde i løbet af det seneste døgn, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Antallet af hospitalsindlæggelser er også begyndt at stige. Men antallet af patienter, der har brug for en respirator for at kunne trække vejret, har været stabilt i december – i modsætning til andre perioder i pandemien.
/ritzau/