Længe kunne beboerne bruge ordet uden at slå blikket ned – »Happy Valley« kaldte de deres område, State College i staten Pennsylvania i det nordøstlige USA.

Men en rædsom sexsag gjorde »Happy Valley« til en spottende glose og forrige år til titlen på en kritisk film. Hjælpetræneren for det lokale college-fodboldhold blev fængslet for at have sexmisbrugt stribevis af drenge gennem et tiår, og sagen kastede en mørk skygge over alt og alle.

For hvor mange på Penn State University kendte til sexmisbruget – og hvad med den store mand i dalen, glædens fyrste, Joe Paterno? Han var den mest succesrige træner i amerikansk college-fodbold, en helt, en legende, og hvad vidste han om sexsagen, lød spørgsmålene.

Siden har byen, universitetet og fodboldholdet været på vej ud af skandalen, og Joe Paternos ære forsøgt genrejst – men nu er det hele slået tilbage til før start. For ifølge nye oplysninger var det hele værre, end nogle havde forestillet sig.

»Underviser. Træner. Humanist«

Først en kort forhistorie: »Happy Valley« fik tilnavnet i 1930erne, fordi den økonomiske depression, der ramte USA så hårdt, syntes at gå uden om området.

Forklaringen var tilstedeværelsen af et af USAs største universiteter, Penn State University, som stoppede ledigheden og sulten ved byskiltet. Siden har der været et lighedstegn mellem faktorerne. Penn State University er »den glade dal« – og omvendt.

Joe Paterno og hans ledende hjælpetræner, Jerry Sandusky, tog lykken til nye højder. Sammen trænede de »Nittany Lions« på Penn State University, holdet vandt og vandt, og byen vandt og vandt.

Symbiosen mellem elementerne kan illustreres med det lokale stadion. Seks gange blev det udvidet og kunne til sidst rumme 106.000 tilskuere, og i det ene hjørne af stadion stod en 2,1 meter høj bronzestatue af Paterno og med indskriften »Underviser. Træner. Humanist.«

Sådan gik dagene, sådan gik årene, og i 2011 gik det galt. Lørdag 5. november blev Jerry Sandusky anholdt, fire dage senere blev Joe Paterno fyret. Han døde 22. januar 2012, og 22. juli samme år blev statuen af underviseren, træneren og humanisten fjernet. Hvor statuen havde stået, blev der plantet en klynge træer.

»Han døde af et knust hjerte«

Sagen mod Jerry Sandusky var et opgør mod en vanepædofil, som konstant møvede sig ind i situationer, hvor han fik kontakt med mindreårige drenge.

Han var talentspejder for »Nittany Lions« og opsøgte drengeklubber, han inviterede drenge til solotræning på stadion, han oprettede en velgørende fond for socialt udsatte drenge, og han adopterede en søn, og i hans kølvand fulgte alle mulige varianter af sex-misbrug mod mindreårige.

Det var – i én forstand –den nemme del af sagen. Sandusky blev kendt skyldig, fik mellem 30 og 60 års fængsel og blev fradømt universitetspension – og al hæder og værdighed.

Men hvad med Joe Paterno?

Hvad med »Nittany Lions«?

Hvad med Penn State University?

Alle sejrene, al jublen, hvad med alt det, som netop gjorde dalen så happy?

For legenden Joe Paterno måtte have kendt til sexmisbruget hos sin allernærmeste medarbejdere, mente kritikere, og allerede i 2001 var han en del af en intern undersøgelse, fordi en pedel og en assistenttræner uafhængigt af hinanden så Jerry Sandusky voldtage en dreng i omklædningsrummet.

De gik til Joe Paterno – uden resultat – og det endte med, at skolen tys-tyssede det hele ned. Da det senere kom frem, var det en af grundene til, at Paterno blev fyret i 2011.

Da trænerlegenden 22. januar 2012 døde, var det som en vanæret, 85 år gammel mand:

»Min kone siger til mig, at han døde af kræft. Men det tror jeg ikke på. Han døde af et knust hjerte,« sagde en af hans gode venner til lokalavisen.

Siden dengang har fans, tidligere spillere og Joe Paternos familie stædigt kæmpet for hans navn. En slags Paterno-sentimentalitet sænkede sig over dalen, og det passede sådan set alle godt. For hvis Jerry Sandusky var den eneste skurk, hvis Joe Paterno var en god mand, hans sejre og hans hold gode nok, så var alle jo gode nok.

Tys-tys i 40 år

Og det er det korthus af sentimental selvbehagelighed, som er faldet sammen over den seneste uge, og det er sket i et 1-2-3-stød.

Det første stød kom i en civilsag mellem Penn State University og dets forsikringsselskab, som ikke vil betale de 60 mio. dollar i erstatning til ofrene, fordi universitetet tegnede sin ansvarsforsikring i ond tro.

Forsikringsselskabetets privatdetektiver har fundet ud af, at universitetet i over 30 år kendte til Sanduskys sexmisbrug af små drenge. I mindst fire tilfælde mellem 1976 og 1988 blev universitetet orienteret om Sanduskys misbrug, og i mindst ét tilfælde i 1976 »fortalte et barn til cheftræner Joe Paterno, at han var blev seksuelt misbrugt af Sandusky«, hedder det i sagsfremstillingen, som Berlingske har læst.

Det var det første stød, og det andet stød kom fra TV-netværket NBC. Kilder med kendskab til sagskomplekset siger til NBC, at mindst seks hjælpetrænere for Nittany Lions over årene indberettede Sanduskys sexmisbrug af børn. En kilde siger til NBC, at en af de pågældende trænere kom løbende ind på et stabsmøde og råbte: »I vil ikke tro på, hvad jeg lige har set...« Hjælpetrænernes indberetninger fandt sted siden »slutningen af 1970erne«, oplyser NBC.

Offer fik den kolde skulder

Det tredje – og på mange måder – alvorligste stød kom fra CNN, som talte med et af Sanduskys ofre. Den pågældende er nu 62 år, men i 1971 var han en 17-årig dreng, som »var ude i noget snavs«.

Sandusky gav ham øl og hash – og voldtog ham. Bagefter fortalte drengen det til sine forældre, og faderen ringede til universitet og fik to fodboldledere, den ene af dem Joe Paterno, i røret. Drengen fortalte i telefonen sin historie til de to; han fortalte ikke alle detaljerne, »for det er så nedværdigende … at blive voldtaget. Jeg kan stadig ikke i dag tale om det,« siger ofret til CNN.

Men hvis han havde forventet hjælp, kunne han tro om.

Joe Paterno betvivlede hans motiv og forsvarede Sandusky med næb og kløer – »hvordan kan du sige sådan nogle ting om en mand, som har gjort så meget godt« – og lederne hævdede, at drengen var en løgnhals. »Du stopper med at fortælle den slags historier lige nu! Ellers kontakter vi myndighederne,« sagde Paterno til ham.

Drengen holdt imidlertid ikke sin mund; han fortalte om misbruget til en ven og senere til en betjent, som begge har bekræftet historien over for CNN.

Det er de tre stød – de tre begivenheder – som på en uge har vendt op og ned på hele sagen, og hvis de nye oplysninger er korrekte, er sandheden meget værre end antaget: Joe Paterno kendte til Sanduskys sexmisbrug af drenge i 40 år og gjorde ikke andet end at true ofrene til tavshed.

Mange holdt på den grimme sandhed

Men mange andre kendte til hemmeligheden. Ifølge de nye oplysninger kendte mindst 18 andre voksne mennesker på Penn State University til sex-misbruget og læg dertil de mindst 26 lokale drenge, som blev misbrugt.

Lad os forsigtigt antage, at de alle talte med yderligere en person eller to om misbruget, og det fører til en erkendelse, som for et øjeblik får nakkehårene til at rejse sig: At så mange mennesker i en dal med 40.000 indbyggere kendte til hemmeligheden, at det giver meget lidt mening at tale om en hemmelighed.

Alt sammen minder det om filmen »High Plains Rider«, hvor den mystiske fremmede kommer til en by, som lever med en fortrængt udåd.

»Pas på,« siger en kvinde til ham, »du er den slags menneske, som gør folk bange, og det er farligt.«

Den fremmede ryster på hovedet. »Det er, hvad folk indvendigt ved om sig selv, som gør dem bange.«