LONDON: David Camerons beslutning om at træde ud af Underhuset burde egentlig være historien om en moderne politikers modige valg. Det kunne være en moden overvejelse fra en populær og succesrig premierminister, der havde sat sit politiske projekt sikkert i søen og følt, at tiden er inde forsøge noget nyt, mens han fortsat som 49-årig har masser af tid til en ny karriere i stedet for at brænde ud som levebrødspolitiker.

Men Camerons beslutning signalerer alt andet end at forlade Underhuset i god ro og orden. Den tidligere, konservative premierminister meddelte mandag overraskende, at han opgiver sit mandat for Witney-valgkredsen vest for Oxford. Dermed fik han en yderst kort karriere som menigt parlamentsmedlem, og det politiske eftermæle blev endnu mere tyndslidt.

Briterne kunne i et interview med BBC opleve Cameron i endnu en kovending efter, at han for to en halv måned siden gik af som premierminister og understregede at han med glæde ville indtage en af de bagerste pladser i Underhuset for at videreføre det vigtige, politiske arbejde i Westminster og leve op til det "enorme privilegium" at repræsentere sin valgkreds. Nu ønsker Cameron ikke at "stå i vejen" for den nye regering.

"Jeg har tænkt meget og længe over det i løbet af sommeren," sagde Cameron til BBC om sin beslutning og erklærede, at han som menigt parlamentsmedlem ville risikere at distrahere og aflede den nye regerings arbejde. Ekspremierministeren erklærede, at han fuldt ud "støtter" sin tidligere indenrigsminister Theresa May som ny premierminister og mener, at hun har haft en "fremragende" begyndelse.

Det er svært at tro på. Cameron brugte i BBC-interviewet som altid sit retoriske fif ved at lægge ekstra betoning på centrale ord, men den smittende energi var forsvundet og selvtilliden virkede pludselig kunstig. Den drengede charme har hjulpet ham til at overvinde utallige kriser, men nu virkede Cameron mere som en træt sælger med manglende tro på sine egne uddaterede varer.

Mays nye konservative regering havde netop lanceret et lovforslag om at genindføre eliteskoler i folkeskolen - "grammar schools" - der bliver set som et af den nye regerings flere markante opgør med Camerons politiske linje. May har i taler erklæret, at briterne har lidt under politikere med privilegerede liv uden forståelse for den britiske befolknings virkelighed, men mandag gav hun en pæn kommentar til partifællens beslutning om at forlade politik.

"Jeg var stolt over at være en del af David Camerons regering - og under hans lederskab opnåede vi store ting," lød det i en erklæring fra den nye premierminister.

May har i sin kritik ikke direkte nævnt Cameron ved navn og hans hang til at udnævne Eton-skolekammerater og Oxford-studiekammerater til sin inderkreds, og Cameron afviste på direkte spørgsmål, at hans beslutning havde noget at gøre med den nye skolepolitiske kurs, som han tidligere har talt stærkt imod.

Alligevel synes en direkte konfrontation på et tidspunkt at være næsten uundgåelig. På den baggrund gør Cameron med sin afgang både May og Det Konservative Parti en tjeneste, men det betyder også, at Cameron forlader britisk politik med ydmygelsen fra det chokerende Brexit-resultat fra EU-stemningen 23. juni hængende på sig.

Det politiske lederskab under genoprettelsen af den britiske økonomi efter bankkrisen i 2008 blev set som Camerons svendestykke, og han blev belønnet med briternes tillid og valgsejren sidste år. Men al den politiske kapital blev sat over styr, da Cameron forinden udstedte et valgløfte om en EU-afstemning. Måske troede han selv på et valgresultat, der ville føre til en ny koalitionsregering, og som kunne løse ham fra løftet. I stedet sikrede han til sin egen overraskelse den første konservative flertalsregering i to årtier og valgte derefter gennemføre folkeafstemningen.

Den gamle konservative sværvægter og partiets mest fremtrædende EU-tilhænger Ken Clarke konstaterede på BBC:

"Jeg er en ven af David, så jeg er ked af at måtte sige, at jeg tror, at historien vil bedømme hans eftermæle som manden, der ved et tilfælde var skyld i, at Storbritannien forlod Den Europæiske Union."

Clarke sammenlignede med den tidligere Labour-premierminister Tony Blair, der ligesom Cameron kom til magten som ung politiker. Begge opnåede bemærkelsesværdige resultater og moderniserede deres partier. Men for Blair overskygger Irak-krigen alt andet, og for Cameron bliver det Brexit, konkluderede Clarke.

Cameron sagde mandag i flere interviews, at han håber, at folk vil huske ham for de økonomiske resultater og så for rent faktisk at holde fast i løftet om en EU-folkeafstemning.

I den konservative The Daily Telegraph anerkender politisk redaktør James Kirkup i en kommentar, at Cameron på en del felter gjorde det udmærket i sin tid som premierminister. Men redaktøren i den EU-kritiske avis mener ikke, at EU-afstemningen er noget at takke for. Tværtimod retter Kirkup en bidende kritik mod Cameron, der "fra at have brudt sit løfte om ikke at trække sig som premierminister og til at bryde løftet om ikke at trække sig som parlamentsmedlem" har udvist en ligegyldighed som en blasert rigmand, der mest bare ville vise sine ligemænd, at han kunne styre landet og ikke havde noget egentlig politisk projekt, og som "nu vil tage fat på et meget rart og meget komfortabelt liv, mens han nyder familien og en formue, de fleste ikke engang kan drømme om. Det vil være nok for David Cameron".

Det er en hård dom i en konservativ avis, og ingen kan endnu sige, om dommen er rigtig. Cameron-familien vil ikke lide nogen nød med deres andel af farens formue tjent på rådgivning om skattely, men mange britiske politikere har store formuer.

Camerons eftermæle vil især afhænge af, hvordan Storbritanniens fremtid vil blive påvirket af Brexit-resultatet, og det er endnu helt uklart. Et resultat af EU-fokeafstemningen, som Cameron ikke havde forestillet sig, og som han overhovedet ikke havde forberedt landet på. Og, har det vist sig, et resultat, som eks-premierministeren ikke på nogen måde har ønsket at tage politisk ansvar for håndtere.