David Beckham har underskrevet millionkontrakt med VM i Qatar: Nu vælter kritikken ind

David Beckham har underskrevet en kontrakt med Qatar til et trecifret millionbeløb hvert år de næste ti år. Han har sagt ja til at være ansigtet udadtil for den kontroversielle ørkenstat.

Den 46-årige tidligere fodboldspiller indstillede sin fodboldkarreriere som 38-årig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ben Solomon/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke længe siden vi sad og jublede i sofaen eller på tribunerne i Parken, da det danske herrelandshold slog Østrig 1-0 og kvalificerede sig til næste års VM. Men hurtigt blev fokus rettet mod værtsnationen for VM 2022 – Qatar.

En anden, der nu jubler, er den verdenskendte, tidligere fodboldspiller David Beckham, som får en stor pose penge for at være ansigtet ud ad til for landet og for mesterskabet.

Han vil angiveligt blive afsløret som ambassadør for det kontroversielle land Qatar i næste måned. I forbindelse med verdensmesterskabet i fodbold, der skal afholdes i ørkenstaten i 2022, vil han gennem sit fremtidige ambassadørskab fremme landets menneskerettigheder og turisme, det skriver The Sun.

Værtskabet har i mange år været under skarp kritik. Knap to millioner migranter i landet arbejder under slavelignende forhold for at gøre klar til den verdensomspændende begivenhed. Og The Guardian kunne i februar afsløre, at 6.500 migrantarbejdere i Qatar havde mistet livet siden tildelingen af værtskabet. Amnesty International vurderer, at dødstallet er langt højere.

Udover migrantarbejdernes dårlige arbejdsvilkår lever Qatar ikke op til de basale menneskerettigheder, og kvinderne har heller ikke rimelige forhold.

Unge kvinder kan ikke forlade landet uden tilladelse fra mænd, og kvindelige hushjælpere bliver fortsat udsat for racisme og massiv undertrykkelse. Det viste en situationsrapport fra Amnesty International i april.

»Det er virkelig skuffende, at han promoverer Qatar for en masse penge. Han har begået en kæmpe fejl. Jeg håber, han vil ombestemme sig. Det stemmer ikke overens med hans støtte til kvinder og lgbt+-personers rettigheder,« siger menneskerettighedsforkæmper Peter Tatchell til Daily Mail om David Beckham.

Få minutter efter nyheden blev bragt i The Sun, satte flere Twitter-brugere spørgsmålstegn til baggrunden for hans valg. Flere brugere pointerer den store pengesum som eneste forklaring.

Og den er i den grad også penge værd. Kontrakten giver David Beckham 15 millioner pund om året i de næste ti år – det svarer til knap 132 millioner danske kroner. Men også et løfte om, at fansene til næste års VM kan få lov at vise regnbueflag på stadion og være sikre. Om det løfte bliver overholdt, må tiden vise. Qatar har i hvert fald før afgivet løfter om at forbedre menneskerettighederne, som angiveligt kniber med at blive gennemført i praksis.

En unavngiven kilde citeres i The Sun for, at den tidligere fodboldstjerne mener, at fodbold kan bygge bro. Kilden pointerer, at David Beckham tror på Qatars forpligtigelse til at udvikle sig, og at VM kan gøre en vigtig og positiv forskel.