Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Med forsvarsordførerne fra SF og Enhedslisten i spidsen hagler kritikken nu ned over forsvaret, som beskyldes for siden september at have tiet om britiske soldaters mishandling af irakiske fanger. Mishandlinger, som en eller to danske sygehjælpere så resultatet af, da de arbejdede på et britisk felthospital i Basra, hvor fangerne blev bragt ind efter en »uautoriseret feltafhøring« af britiske soldater.
»Det, at oplysninger om britisk tortur har »ligget og rodet« i Forsvarskommandoen i månedsvis, gør Danmark direkte medskyldig for alt det, som britiske soldater efterfølgende har foretaget sig i Irak,« siger Enhedslistens ordførrer, Søren Søndergaard.
Men ifølge den daværende chef for den danske styrke i Irak, oberst Niels Bundsgaard, blev sygehjælpernes observationer slet ikke videregivet til Danmark og forsvarets ledelse.
Dengang i september blev obersten orienteret af styrkens militærjuridiske rådgiver om de to sygehjælperes observationer. Obersten fik også at vide, at den danske militærjurist havde rejst sagen overfor sin britiske kollega, og at briterne havde svaret, at de kendte til sagen og havde sat en efterforskning i gang.
»Der var jo ingen danske soldater involveret, så jeg stillede mig tilfreds med, at englænderne selv tog hånd om den. Så var den jo i trygge hænder. Men med alle de grusomme ting om mishandlinger, der siden er kommet frem, ville jeg i dag have handlet anderledes,« siger Niels Bundsgaard.
Danske militærjuridiske rådgivere uddannes i folkeret og krigens love af Forsvarets Auditørkorps, og har ifølge generalauditør P.H. Lichtenstein pligt til at orientere deres chef, i dette tilfælde oberst Niels Bundsgaard, hvis de støder på basale overtræder af Genève-konventionerne inden for den militære koalition i Irak. Herefter er det chefen, der beslutter det videre forløb. I dette tilfælde foretog han sig altså ikke noget.
Forsvaret tilbageholder identiten på de to sygehjælpere, der ifølge Hærens Operative Kommando ikke ønsker at udtale sig om, hvad de så på det britiske felthospital. Den ene er tilknyttet Gardehusarregimentets spejdereskadroner på Bornholm, den anden er udtrådt af forsvaret. Også den kvindelige militærrådgivers identitet skjules. Hun var i går på vej tilbage til Danmark fra ferie i Spanien. Begrundelsen er, at forsvarsminister Søren Gade (V) skal orienteres om sagen, herunder om hvad britisk forsvar har foretaget sig i sagen, inden offentligheden skal have besked.