265 par er blevet gift, efter at de har mødt hinanden på en AI-drevet datingapp, som den japanske regering har lanceret for at hæve Japans lave fødselstal.

Det viser officielle data, der er blevet offentliggjort af regeringen i juli.

Appen hedder "Tokyo Enmusubi" og blev lanceret i september 2024. En undersøgelse havde forinden vist, at 70 procent af de borgere, der var interesserede i at blive gift, ikke aktivt gjorde noget for at få det til at ske.

Derfor lancerede regeringen "Tokyo Enmusubi", der kan oversættes til "Tokyo ægteskab" eller "Tokyo matchmaking".

Brugerne skulle blandt andet bevise, at de juridisk set var singler samt gennemføre et online interview.

På den måde forsøgte regeringen at sikre, at kun personer, der reelt ønskede at blive gift, meldte sig til.

Den 30. juni i år havde appen 16.000 registrerede medlemmer. I alt 36.000 havde ansøgt om medlemskab. Der er kommet 760 par i såkaldt seriøse forhold ud af appen.

Regeringen citerer en kvinde for at sige, at hun prøvede appen "som en sidste udvej", da hun nærmede sig sin 40-års fødselsdag.

- Efter at jeg havde været på flere blind dates, mødte jeg min nuværende mand i slutningen af august, og vi påbegyndte et seriøst forhold i midten af september.

- Han friede i slutningen af december, og jeg sagde ja, siger hun.

En mandlig bruger fortæller, at han har mødt sin kæreste på appen, og at deres kompatibilitet var "helt perfekt".

- Kunstig intelligens (AI) viser, hvor godt du passer sammen med de personer, den introducerer dig for, i tre trin. Så selv om du er i tvivl om, hvorvidt du skal mødes med en person, giver en høj kompatibilitetsvurdering dig det skub, du har brug for, siger han.

Antallet af babyer født af japanske statsborgere ramte i 2025 et nyt historisk lavpunkt på godt 671.000. Det var 10. år i træk, at antallet af fødsler faldt, viste regeringstal i juni.

Til sammenligning døde 1,6 millioner japanere i 2025.

RITZAU/AFP