Darfur-aftale svækket på forhånd

To vigtige navne står ikke på den aftale, som flere oprørsgrupper i Darfur netop har undertegnet. Et af dem er Suleiman Jamous, som i mere end et år har været indespærret i en FN-lejr i Darfur af frygt for arrestation. Skuespilleren Mia Farrow tilbyder at lade sig udveksle med ham, så han kan deltage i de videre drøftelser.

Foto: zohra benzemra / reuters Fold sammen
Læs mere

Skønt EUs udenrigspolitiske kommissær, Javier Solana, i går blev citeret for, at »udsigten til fred i Darfur er rykket betydeligt nærmere«, peger alt på, at optimismen skal tages med et gran salt.

Otte af Darfur-provinsens oprørsfraktioner er nået til enighed om et fælles grundlag for fredsforhandlinger med Sudans regering, men to af oprørernes ledende personligheder står uden for aftalen. Derfor kan der sættes spørgsmålstegn ved dens gennemslagskraft.

De to ledere, Abdel Wahid Mohammed al-Nur og Suleiman Jamous, har begge en fortid i den engang forenede oprørsgruppe SLA Sudan Liberation Army. Gruppen er siden splittet i et utal af fraktioner.

Krævede olie-for-mad
Abdel Wahid Mohammed al-Nur bor i Frankrig, men nyder stadig stor respekt blandt Darfurs befolkning, mens Suleiman Jamous i praksis er spærret inde i en FN-lejr i Darfur med en trussel fra regeringen om arrestation, hvis han forlader lejren.

Abdel Wahid Mohammed al-Nur er fra Darfurs største stamme, men anerkendes, skønt han bor i Frankrig, som leder af Sudan Liberation Movement. Sidste år var han indstillet på at indgå en fredsaftale med regeringen i Khartoum, men stillede som betingelse, at præsident Omar al-Bahir udnævnte ham til vicepræsident. Det kom der ikke noget ud af, og blandt de mest betydningsfulde oprørsbevægelser blev fredsaftalen kun underskrevet af den SLA-fraktion, der ledes af Minni Mannawi. Han blev belønnet med en post som rådgiver for præsident al-Bashir. Til gengæld siges han at have mistet så megen støtte i Darfur, at der nu stilles spørgsmål ved, om hans militsfolks i det hele taget stadig er loyale over for ham.

Abdel Wahid Mohammed al-Nur har op til oprørernes forhandlinger i Arusha i Tanzania også stillet krav om, at den sudanske regering accepterer en »olie-for-mad«-ordning for Darfurs 2,5 millioner fordrevne, så en del af overskuddet fra Sudans olieeksport går til nødhjælp til befolkningen. Yderligere har al-Nur også stillet krav om indførelse af en forbudszone for sudanske regeringsfly over Darfur.

Men de betingelser blev heller ikke imødekommet, og Abdel Wahid Mohammed al-Nur mødte ikke op til fredsforhandlingerne i Arusha.

Til gengæld har han netop i et interview med avisen Sudan Tribune kritiseret Den Afrikanske Union, som var blandt initiativtagerne til oprørernes møde i Tanzania for, at AU har »inviteret alle der blot har et våben, en satellittelefon og et køretøj«.

Mia Farrow: Byt med mig
Den anden manglende personlighed i det komplicerede magtspil er den 62-årige stammeleder Suleiman Jamous, der som humanitær koordinator i Sudan Liberation Armys, har fungeret som oprørernes forbindelsesled til FNs nødhjælpsoperation i Darfur.

Han anerkendes i vide diplomatiske kredse som en mand, der om nogen kan forene de indbyrdes stridende oprørsfraktioner, men han fik ganske simpelt ikke mulighed for at møde op i Arusha.

Suleiman Jamous har i mere end et år været spærret inde i en FN-lejr i Kordofan i det sydvestlige Darfur, efter han blev evakueret med en FN-helikopter til lejren for at komme under hospitalsbehandling. Sudans regering betegner ham som en terrorist, og protesterede vildt over FNs indblanding og suspenderede alt nødhjælpsarbejde for en periode, mens den samtidig udstedte en arrestordre på Suleiman Jamous hvis han forlod lejren.

Det har han så ikke gjort, men hans skæbne er ikke gået i glemmebogen.

En lang række afrikanske personligheder, bl.a. den sydafrikanske biskop Desmond Tutu har bedt Sudans regering om at give ham frit lejde. Og senest har skuespilleren Mia Farrow, der er goodwill-ambassadør for UNICEF, tilbudt at lade sig udveksle med Suleiman Jamous.

Oprørsgrupperne blev under deres møde enige om udgangspunkterne for at forhandle med regeringen om delingen af områdets naturressourcer, om en løsning på striden om landområder og om sikkerhedsspørgsmål.

Forhandlinger ad to spor
Men regeringen i Khartoum har svaret, at den ikke vil gå videre end den aftale, som sidste år blev indgået med den del af SLA, der kontrolleres af Minni Mannawi.

FNs udsending til Darfur, svenskeren Jan Eliasson, siger efter reaktionen fra den sudanske regering, at drøftelserne skal fortsætte ad to spor dels med regeringen, dels med de grupper, der ikke underskrev sidste års fredsaftale. Målet er at få en endelig dagsorden for fredsforhandlingerne på plads.

FN besluttede i sidste uge at sende en fredsstyrke på 26.000 mand til Darfur.