Danskers høring i USAs kongres udsat

Christoffer Guldbrandsen er indkaldt for at svare på spørgsmål om Trump-rådgiver og stormløbet 6. januar.

Et særligt udvalg er nedsat i USA's Kongres for at granske begivenhederne den 6. januar 2021, hvor en stor menneskemængde trængte ind i kongresbygningen i et forsøg på at stoppe den formelle godkendelse af Joe Biden som USA's næste præsident. Her ses udvalgets medlemmer under en tidligere høring i juni i år. Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En planlagt høring onsdag i Kongressen i Washington D.C., hvor den danske journalist og dokumentarist Christoffer Guldbrandsen skulle have vidnet, er udsat. Det skriver Washington Post.

Årsagen er, at en kraftig orkan nærmer sig den amerikanske østkyst.

Der er ikke umiddelbart fastsat en ny dato for høringen, der handler om stormløbet mod kongresbygningen den 6. januar 2021.

Guldbrandsen er indkaldt for at svare på spørgsmål om samtaler, han som dokumentarist har haft med ekspræsident Donald Trumps rådgiver Roger Stone.

Høringen ventes at have fokus på, hvordan Trumps nære rådgivere havde planer om at erklære Trump som vinder af præsidentvalget i november 2020 – uanset valgets reelle udfald. Det har kilder med kendskab til sagen oplyst.

Christoffer Guldbrandsen befandt sig sammen med Roger Stone, mens stormløbet fandt sted.

Den danske dokumentarist ligger inde med et videomateriale på 170 timer. Han har tidligere sagt til TV 2, at han forventer, at et sammenklip på ti minutter vil blive vist for det kongresudvalg, der undersøger begivenhederne 6. januar 2021.

Udvalget har tidligere forsøgt at få udleveret al videomaterialet, men det har Guldbrandsen afvist.

Det er ventet, at denne høring vil være den sidste offentlige høring, skriver Washington Post. Dernæst ventes 6. januar-udvalget at offentliggøre en rapport med sine konklusioner.

Otte tidligere høringer har fundet sted i juni og juli.

Den orkan, der nu får udvalget til at aflyse onsdagens planlagte høring, har fået navnet Ian. Den nærmer sig Florida tirsdag aften dansk tid.

- I lyset af, at orkanen Ian truer dele af Florida, har vi besluttet at udskyde morgendagens høringer, står der ifølge Reuters i en meddelelse fra udvalget.

- Udvalgets efterforskning fortsætter, og vi vil snart meddele en dato for den udskudte høring, skriver udvalgets formand, demokraten Bennie Thompson, og næstformand Liz Cheney fra Det Republikanske Parti.

/ritzau/