Danskere opfordres til at forlade Iran, da situationen i landet er "meget alvorlig og uforudsigelig", og da det ikke er sikkert, at det i den kommende tid fortsat vil være muligt at rejse ud af det uroplagede land.

Det skriver Udenrigsministeriet på det sociale medie X.

- Udrejsemuligheder kan ophøre uden varsel, skriver ministeriet.

I rejsevejledningen på sin hjemmeside skriver Udenrigsministeriet desuden, at der er høj risiko for vilkårlige anholdelser i Iran.

- Der er forøget risiko for at blive anholdt eller tilbageholdt af iranske myndigheder uden nogen umiddelbar årsag, lyder det.

Ministeriet har i længere tid frarådet alle rejser til Iran, men sikkerhedssituationen i landet er blevet forværret, efter at demonstrationer brød ud i slutningen af december.

Siden er demonstrationerne fortsat.

- Vær opmærksom på, at ambassaden har yderst begrænset mulighed for at hjælpe dig, hvis du kommer i en nødsituation i Iran, lyder det i rejsevejledningen for Iran.

Den norske ngo Iran Human Rights (IHR) meddelte onsdag, at mindst 3428 demonstranter er blevet dræbt af de iranske sikkerhedsstyrker, siden protesterne begyndte 28. december.

Opgørelsen er ikke bekræftet af uafhængige kilder.

Demonstrationerne opstod på grund af utilfredshed med høj inflation i Iran, men har siden udviklet sig til generelle protester mod det iranske præstestyre.

USA's præsident, Donald Trump, har advaret om, at USA vil gribe ind, hvis demonstranter bliver dræbt. Men trods de høje rapporterede dødstal har USA foreløbig ikke gjort alvor af truslerne.

Onsdag advarede Iran om, at landet vil angribe amerikanske baser i Mellemøsten, hvis amerikansk militær angriber Iran.

Derefter sagde en unavngiven amerikansk embedsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters, at USA var begyndt at fjerne personale fra sine baser i regionen.

Siden bekræftede Qatar, at USA havde trukket dele af sit personale ud fra den amerikanske al-Udeid-base.

Der er udstationeret 10.000 soldater på basen, der ligger i Qatar.

/ritzau/