Danskere med i storoffensiv i Afghanistan

En styrke på over 15.000 soldater har indledt offensiv imod Taleban i det sydlige Afghanistan. Danske soldater er også med.

Foto: PATRICK BAZ. Amerikanske, estiske og danske soldater er i dag med i en offensiv mod Taleban i Helmand-provinsen. Målet er 1000 oprørere omkring Marjah.
Læs mere
Fold sammen

Den største offensiv imod afghanske oprørere siden 2001 er gået i gang i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

Ifølge BBC deltager flere end 15.000 soldater i storangrebet på Taleban-oprørere ved byen Marjah. Det er amerikanske soldater, der fører an sammen med blandt andre afghanske og britiske soldater.

LÆS OGSÅ:
NATO indleder ny offensiv i Afghanistan

BBC og også det franske nyhedsbureau AFP citerer Isaf, Natos sikkerhedsstyrke i Afghanistan, for at sige, at også danske og estiske soldater er med i offensiven, der efter flere dages forberedelser begyndte fredag.

Hærens Operative Kommando har tidligere sagt, at danske soldater ikke skulle deltage.

Kun få timer efter angrebet var Nato-soldater involveret i de første ildkampe med Taleban ved Marjah, hvor Taleban menes at have forskanset sig bag et kæmpe minefelt. Mindst en amerikansk soldat er såret under kamphandlingerne ved byen.

Offensiven er i første omgang rettet mod godt 1000 Talibanoprørere i Marjah.

Angrebet er det første, siden USA's præsident, Barack Obama, beordrede 30.000 ekstra soldater til Afghanistan i december. Ifølge CNN er befolkningen i området med flyveblade blevet advaret om operationen.

/ritzau/