Danskere afsløret i børnepornoaktion

Også dansk politi har gennemført en aktion ud fra de samme oplysninger, som ligger bag en stor spansk aktion mod børneporno.

15 danske computere står i øjeblikket hos Rigspolitiets eksperter og venter på at blive tømt for børneporno.

Maskinerne og deres ejere blev afsløret som led i den samme store aktion, som spansk politi netop har gennemført.

Herhjemme oplyser lederen af politiets afdeling for it-kriminalitet, vicekriminalkommissær Søren Thomasson, at den spanske aktion oprindelig var en udløber af en efterforskning, som Tyskland gennemførte sammen med Interpol.

De oplysninger, der kom frem i den forbindelse, førte allerede for noget tid siden til, at dansk politi tog på besøg 15 steder og hentede de computere, der havde været brugt til børneporno.

/ritzau/