Dansker træner saudiarabisk politi

Chefen for EU's politimission i Afghanistan, danskeren Kai Vittrup, flytter til Saudi-Arabien, hvor han skal udvikle og træne grænsepolitiet.

Forhenværende chefpolitiinspektør Kai Vittrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Efter knap to år på posten som chef for EU's politimission i Afghanistan skifter Kai Vittrup job og flytter til Saudi-Arabien. Her skal han udvikle og træne det saudi-arabiske grænsepoliti.

- Jeg blev headhuntet. Det er da sjovt at blive det som 66-årig, siger Kai Vittrup til Søndagsavisen.

- Jeg skal strukturere grænsepolitiet, så det fungerer og leverer i overensstemmelse med det, der står i kontrakten med kunden, siger Kai Vittrup.

Kunden er i det her tilfælde det saudi-arabiske indenrigsministerium.

Den tidligere chef for bl.a. ordenspolitiet i København benægter, at han smækker med døren i Afghanistan, selv om EU's medlemslande ikke har formået at levere de 400 statsansatte, som de egentlig skulle.

- Politifolk står ikke ligefrem i kø for at komme til Afghanistan. De kommanderes ikke ud i en mission, men søger frivilligt og kan derfor søge til Afrika eller Caribien i stedet for. Det lokker nok mere, siger Kai Vittrup.

Kai Vittrups kælenavn - eller øgenavn - blandt kollegerne i Københavns Politi var "Generalen". Det fornægter sig ikke i den måde, han har tænkt sig at gå til sit nye job i Saudi-Arabien. Der skal effektiviseres og organiseres. En af strategierne er at hente folk udefra og placere dem på indflydelsesrige poster.

- På den måde vil jeg meget hurtigt få kontrol over organisationen og sikre, at det hele kommer til at køre, som jeg vil have det til at køre, siger Kai Vittrup til Søndagsavisen.

/ritzau/