Dansker skal spille Natascha Kampuschs bortfører

Thure Lindhardt får rollen som Wolfgang Priklopil, der holdt Natascha Kampusch fanget i mere end otte år.

Wolfgang Priklopil, Natascha Kampusch og Thure Lindhardt. Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Den danske skuespiller Thure Lindhardt får rollen som manden, der bortførte og i mere end otte år holdt Natascha Kampusch fanget i en kælder i Østrig. Lindhardt skal medvirke i den tyskproducerede film "3096" om Kampusch-dramaet, blev det oplyst mandag.

Filmen skal have premiere næste år. Hovedrollen som Kampusch spilles af den 29-årige irer Antonia Campbell Hughes, der vandt den såkaldte Shooting Star-pris ved den seneste filmfestival i Berlin.

Lindhardt skal spille bortføreren Wolfgang Priklopil, som begik selvmord, da det lykkedes Kampusch at flygte. Den 37-årige dansker medvirkede som barn i bl.a. "Pelle Erobreren" og har senest spillet med i f.eks. "Keep The Lights On", hvis instruktør også fik en pris ved festivalen i Berlin.

"3096", der henviser til de dage, Kampusch tilbragte i fangenskab, havde oprindelig en drejebog af den tyske filmmagnat Bernd Eichinger. Efter dennes død overtages instruktionen af den amerikanskfødte Sherry Hormann. Hendes mand Michael Ballhaus, der har gjort karriere som fotograf i Hollywood, står bag kameraet.