Dansker nægtet adgang til Egypten

En dansk statsborger bliver tilbageholdt i luthavnen i Cairo i Egypten. Det erfarer Radio24Syv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Menneskerettighedsforkæmperen Maryam Al Khawaja sidder lige nu på 8. time tilbageholdt af de egyptiske myndigheder i lufthavnen i Kairo. Det oplyser Radio24syv.

Maryam Al Khawaja var inviteret til Cairo af den lokale organisation Nazra. Her skulle hun tale om menneskerettigheder og især kvinders rettigheder. Men da hun landede i Egypten og skulle gennem paskontrollen, blev hun tilbageholdt af myndighederne. Indtil videre har de beslaglagt Maryam al-Khawajas pas, men vil ikke give forklaring på tilbageholdelsen.

- Jeg har været her siden 2.45 i nat. De har fortalt en repræsentant fra den danske ambassade, at jeg er blacklistet og ikke må komme ind i landet. Men de vil ikke sige hvorfor, og de vil ikke forklare noget direkte til mig, forklarer Maryam al-Khawaja til Radio24Syv på en telefon fra Cairo.

Maryam Al Khawaja er datter af den prominente menneskerettighedsforkæmper fra Bahrain, Abdulhadi al-khawaja, der i 2011 blev dømt til livstid i fængsel i Bahrain og nu sultestrejker. Hans appelsag begynder i dag.

Indtil videre er de egyptiske myndigheder sparsomme med at give oplysninger til Maryam Al Khawaja:

- De vil ikke give mig mit pas eller mine ting, førend jeg beslutter mig for en destination, de kan sende mig videre til. Men jeg har sagt, at jeg ikke vil sige noget før de giver mig mit pas, forklarer hun til Radio24syv.

Maryam Al Khawaja forklarer, at kontrolløren i Cairo Lufthavn nævnte, at hun er en del af revolutionen i Bahrain, og at hun arbejder for en NGO, umiddelbart inden tilbageholdelsen.

- Den danske ambassade siger, at der ikke er meget de kan gøre. Hvis Egypten har besluttet, at jeg er på den sorte liste, så er der ikke noget, de kan gøre, forklarer hun.

Lige nu sidder Maryam Al Khawaja i lufthavnen ved paskontrollen og venter på en udvikling i situationen og på en advokat fra NGO’en Nazra, der havde inviteret hende til Cairo.

Udenrigsministeriet bekræfter, at en dansk statsborger er tilbageholdt i Cairo, men kan ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.

Tilbageholdelsen af den danske menneskerettighedsforkæmper sker samtidig med at den palæstinensiske journalist Majed Abusalama er blevet tilbageholdt i Cairo og deporteret til Gaza.