Dansker i Sankt Petersborg: Eksplosion ramte vigtigt knudepunkt

Eksplosion i Sankt Petersborg fandt sted tæt på meget befærdet knudepunkt i metronettet, siger dansker i byen.

Foto: OLGA MALTSEVA

Lederen af Dansk Kulturinstitut i Sankt Petersborg, Finn Andersen, er chokeret over den eksplosion, der mandag har ramt metroen i den russiske millionby.

Eksplosionen fandt tilsyneladende sted mellem to meget travle stationer på metrolinjen og på et tidspunkt, hvor eftermiddagstravlheden for alvor var ved at sætte ind, fortæller han.

»Den ene station ligger i et vigtigt knudepunkt for metroen, så man har valgt et meget befærdet sted. Jeg var der i sidste uge. I myldretiden kan man stå i lange køer for at komme op af rulletrappen og ud af stationen. Der er mange passagerer.«

»Man tænker, at det sted er valgt for at ramme flest muligt,« siger Finn Andersen, som mandag ikke har været med metroen, fordi han bor så tæt på kulturinstituttet, at han går til arbejde.

Han hørte om eksplosionen, der mandag eftermiddag lokal tid ramte metrotoget via sociale medier og kolleger på instituttet. Ti personer meldes dræbt ved eksplosionen.

Finn Andersen har boet i Sankt Petersborg i tre år og har aldrig oplevet noget lignende i byen, som han normalt føler sig meget tryg ved at færdes i.

»Det kommer som et chok, og det er ikke noget, man har tænkt på kunne komme til Sankt Petersborg.«

»Der er altid politi på gaderne og foran vigtige bygninger, og der er sikkerhedskontrol, hvis man skal til koncert, men jeg har altid betragtet byen som sikker,« siger han.

/ritzau/