Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mere tid til golf, rejser til udlandet eller flere timer med børnebørnene.
Hvad end nyudklækkede danske pensionister fejrer deres frihed med, sætter det i hvert fald livsglæden i vejret. Danskere i alderen 65 til 74 år er nu officielt den lykkeligste gruppe af mennesker i hele Europa, viser en ny undersøgelse fra den europæiske statistikbank, Eurostat, som udkom fredag i anledning af International Lykkedag.
»Hvor tilfreds er du generelt med dit liv i de her dage,« lød det spørgsmål, som europæerne har svaret på ved at placere sig selv på en skala fra 1-10.
Endnu engang er vi i Danmark så glade for tilværelsen, at vi sammen med vores nordiske nabolande Sverige og Finland topper listen med et lykkeniveau på 8. Det europæiske gennemsnit er på 7,1, skriver EU Observer.
De allergladeste finder man uden for arbejdsmarkedet: Danskere mellem 65 og 74 år vurderer deres tilfredshed med livet som 8,6 ud af 10 og er derved de lykkeligste europæere overhovedet
Eurostat anslår, at det skyldes, at de ældre danskere ofte lige er gået på pension. Generelt bliver europæerne ellers lidt mindre tilfredse med tilværelsen, jo ældre de bliver, viser undersøgelsen ifølge EU Observer.
Ikke langt bag de nordiske lande kommer Holland og Østrig med et lykkeniveau på 7,8. Bulgarien skraber bunden og er de mindst lykkelige europæere med en gennemsnitlig score på 4,8.
Det kriseramte Grækenland smiler lidt bredere end sidste sommer, hvor en britisk undersøgelse viste, at kun 48 procent af grækerne var enige i, at deres liv var tilfredsstillende. Grækerne placerer ifølge Eurostats nye tal i gennemsnit deres livsglæde på 6,2 ud af 10.