Danske medier blev kritiseret for at lave reklame for Huawei. Nu vil de stramme deres retningslinjer

Huawei har betalt to danske medier for at afholde debatter om 5G og kritisk infrastruktur. Begge medier stillede op med deres egne journalister som moderatorer. Nu fortryder Altingets redaktør.

Det danske medie Altinget blev sidste uge kritiseret for at lave reklame for Huawei ved at afholde en sponseret debat om 5G og kritisk infrastruktur med Altingets egen journalist som moderator. Nu erkender chefredaktør for Altinget Jakob Nielsen, at det det var en fejl at stille op med en af mediets egne journalister. Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Det danske medie Altinget blev sidste uge kritiseret for at lave reklame for Huawei ved at afholde en sponseret debat om 5G og kritisk infrastruktur med Altingets egen journalist som moderator. Journalisten blev blandt andet kritiseret for ikke at stille kritiske spørgsmål om Huaweis forbindelse til den kinesiske regering under et 15 minutter langt interview med Huaweis nordiske direktør, Kenneth Frederiksen.

Nu erkender chefredaktør for Altinget Jakob Nielsen, at det det var en fejl at stille op med en af mediets egne journalister. Det skriver onlinemediet Mediawatch.

»Set i bakspejlet skulle vi nok ikke have gjort det. Når jeg ser på det nu, synes jeg, at vi som medie havde stået bedre, hvis en anden end vores egen journalist havde modereret den debat,« siger han til Berlingske og fortsætter:

»Nu vil vi lave nogle retningslinjer for, hvordan det skal foregå i fremtiden. Men det er ikke sådan, at vores journalister aldrig kan optræde som moderatorer mere. Vi vil prøve at lave nogle retningslinjer for, hvornår de kan gøre det, og hvad betingelserne skal være«.

Hvorfor havde du ikke tænkt over det noget før?

»Når man prøver koncepter og nye ting af, så kommer man nogle gange til at gøre nogle ting, som man bagefter kan se, at man skulle have gjort anderledes. Det synes jeg er okay, bare man lærer af det, og det prøver vi at gøre«.

Huawei betalte Altinget for at arrangere en debat mellem danske IT-eksperter og forsvarsordførere fra en række partier. Arrangementet blev sluttet af med et interview, hvor en redaktør fra Altinget interviewede Huaweis nordiske direktør.

Jakob Nielsen forstår fortsat ikke kritikken om, at paneldebatten skulle være en reklamekampagne for Huawei.

»Jeg kan ikke se, hvorfor vi som virksomhed skulle stille Huawei anderledes end andre virksomheder, der opererer lovligt i Danmark. Hvis der er nogle virksomheder, der skal udelukkes, så må det være en politisk beslutning,« lyder det fra chefredaktøren.

Den offentlige kritik og mistanke mod Huawei går på, at virksomheden har tætte forbindelser til kinesiske myndigheder og efterretningstjenester. Det kan derfor udgøre en trussel for Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, hvis Huawei får kontrol over den digitale infrastruktur i landet. Huawei selv afviser beskyldningerne.

Når jeg ser på det nu, synes jeg, at vi som medie havde stået bedre, hvis en anden end vores egen journalist havde modereret den debat.

Dagen før Altingets sponserede paneldebat afholdt onlinemediet Computerworld et virtuelt arrangement om 5G med tre danske eksperter, som også var sponsoreret af Huawei. Her var det mediets chefredaktør, som modererede debatten.

Computerworlds direktør, Brian Holmgård, har ikke ønsket at kommentere yderligere til Berlingske, men fortæller Mediawatch, at kritikken af Computerworlds arrangement er baseret på et »misforstået grundlag«. Man vil dog tage bestik af, om der skal ændres noget.

»Vi er derfor i øjeblikket ved at finde en endnu tydeligere måde at understrege, at Computerworlds kommercielle events er adskilt fra vores normale kritiske journalistiske dækning – for derved at sikre, at ingen fremover betvivler vor journalistiske kritiske uafhængighed,« lyder det i en skriftlig kommentar til Mediawatch.