Danske Laura sidder fanget i New York med en nyfødt: Nu skal hun vælge mellem sin mor eller mand

Mens Danmark genåbner, ser Laura Hauch til fra et lukket New York. Hun vil gerne hjem med sin mand, sin nyfødte datter og dennes fireårige storesøster, så hendes mor kan møde sit nye barnebarn. Men det tillader de danske retningslinjer ikke.

Laura Hauch og hendes amerikanske mand, Greg Candela, fik 7. marts en datter. Hun hedder Agnes, og de håber, at hun snart kan få lov til at møde sin mormor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Laura Bredsdorff Hauchs barsel begyndte med et mareridt. Ikke fordi hun fødte to uger for tidligt. Havde hun født til tiden, ville det have været værre. Så skulle hun være indlagt, mens coronavirussen rullede henover New York som et højhastighedstog uden bremser.

I stedet kunne hun og lille Agnes se til fra lejligheden i Brooklyn, mens deres by blev gjort til hele verdens epicenter i pandemien. Hospitalerne blev så overbebyrdede af patienter, at et felthospital måtte sættes op ved Central Park, og et hospitalsskib måtte lægge til i havnen. I parkerne begyndte myndighederne at gøre plads til massegrave, og den ellers altid overbefolkede Times Square lå pludselig øde hen.

Med ét følte Laura Hauch sig mere afskåret fra sit hjem i Danmark, end hun nogensinde havde gjort før. Mere end to måneder senere er den følelse kun taget til i styrke. Mens hjemlandet Danmark genåbner, er New York fortsat lukket. Og Laura Hauch føler nu, at hun skal vælge mellem sin familie: Mellem sin mor i Danmark og sin amerikanske mand i New York.

»Det var fuldstændig forfærdeligt, da New York lukkede ned. Jeg var virkelig bange. Og i panisk kontakt med min mor,« fortæller Laura Hauch til Berlingske.

Laura Hauch plejer at se sin mor, Sus Hauch, fire gange om året. Men efter at coronavirussen har lukket verden ned, ved de ikke, hvornår de kan se hinanden igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Hendes mor skulle have været i New York de første to uger af Agnes’ liv. Men 11. marts, fire dage efter fødslen, tonede præsident Donald Trump frem på skærmen med et indrejseforbud for europæere, og altså dermed også Laura Hauchs mor. Dagen efter annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S), at også de danske grænser skulle lukke.

Det har skabt et umuligt dilemma for Laura Hauch. Hvis hun kunne, ville hun tage sine to børn og mand med sig til Danmark på et ferieophold henover sommeren, så hendes mor endelig kan møde sit nye barnebarn.

Men politiets retningslinjer understreger, at udlandsdanskere ikke må tage deres udenlandske ægtefæller eller faste samlevere med sig hjem til Danmark, hvis de udelukkende skal på ferie eller familiebesøg. Det vil sige, at Laura Hauch må rejse alene med et nyfødt barn og sin fireårige datter, hvis hun vil hjem.

Så længe lille Agnes ikke har fået et amerikansk pas, frygter Laura Hauch i øvrigt at sidde fast på den anden side af Atlanten på ubestemt tid, hvis hun vælger at tage af sted. Men hun overvejer det alligevel.

Agnes skal møde sin bedstemor.

Reglerne lempes

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan danskere med bopæl i udlandet i seks dage blev nægtet indrejse med deres udenlandske ægtefæller, indtil Udlændinge- og Integrationsministeriet gjorde det klart, at de altså gerne måtte komme ind i landet – på et kortere ophold under coronakrisen.

Siden har Rigspolitiet dog indskærpet, at de ikke må komme, hvis det er for at holde ferie eller besøge familie og venner.

I denne uge har regeringen så annonceret, at grænserestriktionerne vil blive lempet yderligere allerede på mandag. Nu skal det være muligt for udlændinge med fast ophold i Tyskland eller et af de nordiske lande at komme ind, hvis de ejer et sommerhus i Danmark eller skal besøge kærester eller børnebørn.

Men den nye lempelse kommer efter alt at dømme ikke til at gælde Laura Hauch og hendes mand, eftersom de bor i New York.

Hvis hendes mand vil med hende til Danmark, skal det være for et såkaldt »korterevarende ophold,« som Berlingske tidligere har beskrevet. Han er dog advokat i New York og har kun mulighed for at komme til Danmark i sin ferie.

»Vi sidder på en måde fast i New York af frygt for at blive splittet ad som familie. Selvom vi jo allerede er splittet ad fra min mor. Under det værste af coronakrisen har det været det rigtige valg at blive sammen med kernefamilien, blandt andet, fordi der var endnu flere ukendte faktorer, end der er nu, og endnu mere risiko for at blive udsat for virussen,« forklarer Laura Bredsdorff Hauch.

Men nu begynder det at blive uudholdeligt. Hendes mand arbejder mindst ti timer om dagen, og Laura Hauch står derfor alene med børnene det meste af tiden. Hun har brug for hjælp. Og hun savner sin mor, som hun normalt ser fire gange om året.

Laura Hauchs mor plejer at komme til New York cirka to gange om året. I år var det meningen, hun skulle være i byen de første to uger af sit nye barnebarns liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

»Hun er jo min familie«

Da de danske grænser lukkede, blev Laura Hauch rådet til ikke at tage sin nyfødte datter med på et fly mod Danmark. Og selvom hendes mor var tæt på at betale i dyre domme for en flybillet til USA, besluttede de, at det var bedst at vente. De troede ikke, det ville tage grænserne så lang tid at åbne igen.

Nu er der gået over to måneder, og der er endnu ikke noget nyt om, hvordan eller hvornår de amerikanske grænser vil åbne for turister igen. Det er derfor, Laura Hauch nu overvejer at tage chancen alligevel:

Hun overvejer at tage seks uger til Danmark henover sommeren og håbe på, at grænserne åbner mere op på begge sider af Atlanten, inden ferien er forbi. På den måde kan hendes mand måske komme ind i landet på et kortere ophold senere på sommeren.

Måske.

Ifølge Rigspolitiets retningslinjer må Laura Bredsdorff Hauchs mand ikke rejse alene til Danmark. Han kan kun komme ind, hvis han rejser over grænsen sammen med sin danske partner – og må i øvrigt ikke komme til landet for et rent ferieophold.

»Jeg kan bare ikke klare ikke at se min mor, og at hun ikke kan få vores nye barn at se. Det, synes jeg, er forfærdeligt. Hun er jo min familie. Omvendt ville det være frygteligt, hvis min mand ikke kunne være der i begyndelsen af vores barns liv.«