Dansk undercoverbetjent afslørede drabsplaner på Cypern
To nordmænd og en irer forsøgte angiveligt at hyre en lejemorder på Cypern. Det blev opdaget af dansk betjent.
To nordmænd og en irer forsøgte angiveligt at hyre en lejemorder på Cypern. Det blev opdaget af dansk betjent.
En dansk betjent, der arbejdede undercover, har været med til at afsløre, at to nordmænd og en irer angiveligt forsøgte at bestille en lejemorder på Cypern.
Det skriver det norske medie VG.
Det var via nettet, at de tre udenlandske mænd prøvede at finde en lejemorder, og målet var angiveligt to andre udlændinge, der skulle ankomme til Cypern på ferie inden for nogle dage. Det oplyser unavngivne politikilder til det cypriotiske medie Philenews.
De tre sigtede fik dog ikke kontakt med en egentlig lejemorder, men i stedet en dansk undercoverbetjent, som fortalte om drabsplanerne til dansk politi, der gav besked til det fælleseuropæiske politisamarbejde Europol, der underrettede politiet på Cypern.
Undercoverbetjenten blev lovet en betaling på 85.000 euro, svarende til cirka 635.000 danske kroner, for at udføre dobbeltdrabet. Vedkommende fik også en billet fra København til Cypern med ankomst den 24. august. Det skriver Philenews med henvisning til et retsmøde i sagen.
- Efter at have modtaget information via Europol angående planlagte lejemord på Cypern aktiverede politiet på Cypern straks en operationel plan i samarbejde med et hold fra dansk politi, siger politiet på Cypern i en udtalelse ifølge mediet CyprusMail.
De tre mistænkte i sagen blev anholdt den 27. august. De blev i et retsmøde lørdag ved en domstol i Famagusta varetægtsfængslet i foreløbigt otte dage.
Det fremgår ikke, hvordan de tre forholder sig til sigtelsen mod dem.
Sagen tyder indledningsvist ikke på at være koblet til organiseret kriminalitet i Cypern, skriver Philenews.
Det norske udenrigsministerium bekræfter over for VG, at to norske statsborgere er blevet anholdt på Cypern. Ministeriet ønsker ikke at sige yderligere af hensyn til tavshedspligten.
Ritzau har forsøgt at få oplysningerne om den danske undercoveroperation bekræftet fra dansk side, men det har søndag ikke været muligt.
RITZAU