Dansk turistbus med unge gledet i grøften i Sverige

En dansk-registreret bus er søndag omkring klokken 13 væltet om på siden en kilometer fra Lofsdalen i Sverige.

Der er tale om en bus med cirka 40 yngre passagerer om bord, der er elever på Vesterdal Efterskole. Flere er kommet til skade, dog ingen alvorligt.

Det skriver Expressen.

Var du om bord på bussen, eller ved du noget om sagen, så vil B.T. meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

»Jeg har ikke helhedsbilledet endnu, men det er en dansk bus med cirka 40 yngre passagerer, som er gledet af vejen,« siger Niclas von Essen fra den lokale redningstjeneste.

Klokken 14.15 er samtlige passagerer blevet kontrolleret af redningspersonale på ulykkesstedet. Der er ingen af passagererne, der er kommet alvorligt til skade, er vurderingen.

Men de svenske myndigheder har taget ulykken særdeles alvorligt. Ifølge Aftonbladet og Expressen har der været ambulancer, politi, brandvæsen og helikopter på stedet.

Ola Andersson var tæt på bussen, da ulykken skete.

»Bussen er gledet af vejen og har lagt sig på siden. Der står en del personer på vejen ved bussen, og en del virker chokerede,« siger han til Expressen.

Eleverne er fra Vesterdal Efterskole og er på en årlig studietur i Lofsdalen.

Det oplyser formand for skolens bestyrelse Finn Bjørn Schousboe til B.T.

Han forklarer videre, at fire personer er kørt til observation på skadestuen.

»De har klaget over ondt i ryggen eller maven. Resten fortsætter studieturen,« fortæller han.

Vesterdal Efterskole har lagt følgende opslag på Facebook.

'Kort før vores destination er den ene bus kommet for tæt på rabatten og er stille væltet om på siden ned i den bløde sne. Ingen er kommet noget til ved uheldet, og alle søger nu ly og varme på en nærliggende gård, hvorfra de vil blive transporteret det sidste stykke til Lofsdalen snarest.'

Alle pårørende er underrettet, oplyser Finn Bjørn Schousboe til B.T.