Dansk Teva-direktør lammer Israel i fire timer

Israel blev søndag ramt af generalstrejke, efter at Kåre Schultz - dansk direktør for det israelske medicinalfirma Teva - varslede en omfattende fyringsrunde.

»Hold fingrene fra vores Teva,« står der på et af skiltene i demonstrationen i Jerusalem mod de massefyringer, selskabets danske direktør, Kåre Schultz, har varslet i den israelske medicinalgigant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Menahem Kahana/AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Mens demonstranter spærrer indfaldsvejen til Jerusalem, spreder utålmodigheden sig blandt de rejsende i landets internationale Ben Gurion-lufthavn.

»Teva er blå og hvid,« råber en af de demonstranter, der er med til at spærre indfaldsvejen. Hans pointe er, at Teva - til trods for at være et internationalt firma - først og fremmest er et israelsk firma. Og derfor protesterer han mod den danske direktør Kåre Schultz' varslede fyringsrunde.

Demonstranterne i Jerusalem er ikke alene. Denne uge i Israel er skudt i gang med en generalstrejke mellem kl. 8.00 og kl. 12.00 søndag formiddag. Offentligt ansatte, enkelte private firmaer og personalet i Ben Gurion-lufthavnen tager alle del i generalstrejken. Foruden Jerusalem er der demonstrationer mod Kåre Schultz' beslutning i byerne Kiryat Shemona, Petah Tikva og Ashdod. Og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, meddelte søndag morgen via en pressemeddelelse, at han vil møde Kåre Schultz sammen med landets finansminister og økonomiminister.

Ifølge israelsk radio er dette møde sat til at finde sted tirsdag kl. 14.00 lokal tid.

Allerede i sidste uge mødtes Benjamin Netanyahu med Kåre Schultz. Ifølge en pressemeddelelse fra Netanyahus kontor bad den israelske premierminister den danske direktør om at gøre alt for at skåne de israelske ansatte så meget som muligt.
I sin pressemeddelelse denne søndag morgen siger Netanyahu, at dagsordenen på tirsdagens møde med Kåre Schultz er at »forhindre lukning af de to fabrikker i Jerusalem og at garantere, at Teva forbliver i Israel«.

Bilerne i Jerusalems morgentrafik dytter i sympati med demonstranterne, mens politiet tvinger voksne mænd og kvinder med skilte væk fra vejen.

Fyringsrunden i Teva vækker opmærksomhed i Israel. På forsiden af landets største dagblad, Yediot Aharonot, er et stort billede af et ægtepar med tre børn. Begge forældre, der arbejder for Teva, og overskriften lyder: »Fyr ikke mor og far«.

Ronit Golan på 49 år er en af de fremmødte ved demonstrationen i Jerusalem. Hun har arbejdet for Teva i 29 år og håber, at protesterne mod den varslede fyringsrunde vil fortsætte, indtil beslutningen bliver omgjort, eller et kompromis findes, så de israelske ansatte ikke rammes så hårdt.
Nøjagtigt samme standpunkt strømmer ud i den israelske æter fra Ahuva Bnaya via Reshet Bet. Ahuva demonstrerer i Ashdod.

»Jeg aner ikke, om det er fordi Kåre Schultz er fra Danmark, og fordi han ikke er en af os, men vi har tænkt os at fortsætte kampen,« siger hun.

Generalstrejken skaber kaos. Ikke mindst i Ben Gurion-lufthavnen, hvor alle afgange og ankomster mellem kl. 8.00 og kl. 12.00 er aflyst. Den store terminal 3, hvor passagerer tjekker ind, er fyldt til bristepunktet med utålmodige mennesker, der stirrer på informationstavlerne.

»Vi er på vej hjem til Australien. Men vores fly er foreløbig forsinket fire timer,« siger Melanie.
Hun kender ikke detaljerne bag generalstrejken, men har hørt, at det handler om en fyringsrunde i et stort firma.

Olga og Igor, et russisk ægtepar, der slæber af sted med to store kufferter, kender derimod alle detaljerne om Tevas enorme underskud og den varslede fyringsrunde. De har oven i købet tjekket for opdateringer om flyrejsen inden ankomst til lufthavnen. Men foran tavlerne med de rødfarvede »delay«-beskeder indser de, at der er nye opdateringer. De skal nu først flyve om seks timer.

De varslede fyringer skaber ikke kun kaos i lufthavnen og på gaden i Jerusalem og andre byer. Hele Tevas fremtid debatteres med stor intensitet i de israelske medier. Firmaet, der er verdens største producent af kopimedicin og et af verdens største medicinalfirmaer, har i en årrække været årsag til stolthed i Israel. Men nu spørger analytikerne, hvad Kåre Schultz' plan er med de mange fyringer.

»Teva er ramt af panik, og planen om at gøre firmaet mere effektivt ligner i stigende grad en handling, der skal muliggøre et fremtidigt salg af Teva,« skriver finansanalytiker Roi Bergman i Yediot Aharonot.

Allan Sørensen er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten