Dansk politi anholder ung kvinde i sydkoreansk skandalesag

Sydkorea har i ugevis efterlyst Chung Yoo-ra, der er datter af hovedperson i sag, der involverer præsidenten.

For få uger siden stemte et stort flertal i parlamentet i Sydkorea for at stille præsident Park Geun-hye (i hvidt) for en rigsret på baggrund af sagen. Arkiv. Reuters/Yonhap
Læs mere
Fold sammen

København. Dansk politi har ifølge sydkoreanske medier anholdt Chung Yoo-ra, som er eftersøgt i forbindelse med en stor politisk skandale i Sydkorea.

Sagen har betydet, at præsidenten i landet, Park Geun-hye, står ansigt til ansigt med en rigsretssag.

Før jul blev der udstedt en arrestordre på 20-årige Chung Yoo-ra, som anklagerne dengang ifølge Reuters formodede var i Tyskland.

Hun er datter af Choi Soon-sil, der er en af den suspenderede præsidents gamle veninder. Choi Soon-sil er beskyldt for at have afpresset store virksomheder til at donere penge til hendes fond i ledtog med præsidenten.

Hverken Politiets Efterretningstjeneste, Københavns Politi eller Nordsjællands Politi har klokken 2.30 natten til mandag kendskab til sagen.

Ifølge det sydkoreanske medie Yonhap er datteren anholdt for at opholde sig i Danmark ulovligt.

Hvis Chung Yoo-ra bliver udleveret til Sydkorea, vil hun blive mødt med anklager om, at hun har lagt hindringer i vejen for efterforskningen i den store sag.

Efter at Chung Yoo-ra ikke havde svaret på gentagne henvendelser fra sagens efterforskningshold, blev hun ifølge Yonhap efterlyst af Interpol.

Den unge kvinde er også anklaget for at have modtaget økonomisk og akademisk støtte fra sit universitet som en gestus til moderen.

Præsidentens skandalesag har skabt røre i Sydkorea.

For få uger siden stemte et stort flertal i parlamentet i Sydkorea for at stille præsident Park Geun-hye for en rigsret. 234 ud af 300 medlemmer af parlamentet stemte for.

Desuden har landets justitsminister trukket sig tilbage.

Horder af sydkoreanere har været på gaden de seneste måneder for at vise deres utilfredshed med præsidenten.

Det er de største demonstrationer i landet siden 1980'erne. Dengang demonstrerede folket for demokrati.

/ritzau/