Dansk økonomi presset af globaliseringen

Betalingsbalancen giver ikke længere et retvisende billede af Danmarks konkurrenceevne med udlandet.

Det bliver et problem ved de kommende overenskomstforhandlinger. For to år siden var dansk økonomi også på vej fremad, men optimismen op til overenskomstforhandlingerne blev dæmpet af historier om udflytning af løntunge arbejdspladser. Denne udflytning er blevet endnu vigtigere siden da, men i og med at medierne denne gang ikke fortæller dramatiske historier om tab af arbejdspladser, dæmper udflytning ikke længere lønmodtagernes krav.

Først på denne måned startede årets overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets centrale parter.

Det særlige danske system, der grundlagdes med Septemberforliget i 1899, indebærer, at begge parter forhandler på vegne af en meget stor del af deres medlemsskare - arbejdsgiverne på vegne af landets virksomheder, fagforeningerne på vegne af over halvdelen af de danske lønmodtagere. Det gavnlige ved dette arrangement er, at begge parter dermed så at sige bliver tvunget til at se ud over deres egen næsetip.

I stedet må de nødvendigvis tage hensyn til både deres respektive medlemmers tarv og landets økonomiske situation, da medlemsskaren er så stor, at enhver overenskomst kommer til at have nationaløkonomisk virkning på BNP og arbejdsløshed. I den sammenhæng er hensynet til Danmarks internationale konkurrenceevne helt centralt for alle parter, og hensynet bliver stadig vigtigere i en globaliseret økonomi.

SYSTEMET BETYDER, at man i forhandlingerne normalt undgår ublu krav fra nogen af siderne, når begge forstår hensynet til konkurrenceevnen.

Derfor gælder det også for fagforeningssiden, at man foretrækker at holde igen på lønstigningerne. For store lønstigninger betyder nemlig både højere prisstigninger, der æder værdien af højere løn, og at danske virksomheder taber terræn over for den globale konkurrence i takt med, at deres lønomkostninger stiger.

Begge dele vil tendere mod højere arbejdsløshed, hvilket begge siders forhandlere er udmærket opmærksomme på.

I DE NUVÆRENDE forhandlinger har Dansk Metals Thorkil E. Jensen således nævnt hensynet til konkurrenceevnen som en vital parameter, og LO-chef Hans Jensen vurderer, at en acceptabel lønstigning for en almindelig dansker vil være 10.000-11.000 kroner årligt (fire pct.).

LO-toppens offentlige udspil er dermed på linje med overvismand Peter Birch Sørensens vurdering af, at en fire pct. lønstigning er det maksimale dansk økonomi kan klare i den nuværende situation, uden at konkurrenceevnen tager alvorlig skade.

PÅ TRODS af dette har 3F Transports formand Orla Petersen undsagt sin LO-chef og krævet en væsentligt »bedre« overenskomst, og hotel- og restaurationsbranchens separate forhandlinger sammenbrud den 18. januar illustrerer det særlige problem i dette års forhandlinger: Den enkelte lønmodtagers forventninger er af forskellige grunde blevet særdeles høje. Mange sidder med en fornemmelse af, at man nu bør belønnes for tidligere overenskomsters tilbageholdenhed, og forventningerne er yderligere skruet op pga. regeringens udmelding om landets imponerende sunde økonomi og fine internationale konkurrenceevne. Sidst er der et historisk stort overskud på den danske betalingsbalance, der i mange år er blevet brugt som primær indikator for Danmarks økonomiske sundhed.

Disse forhold gør det overordentligt svært for ellers ansvarlige fagforeninger at sælge en ansvarlig overenskomst til deres medlemmer i år.

DET STORE PROBLEM er, at dansk økonomi globalt set ikke er nær så sund, som det umiddelbare billede viser, og at betalingsbalancen ikke længere giver et retvisende billede af konkurrenceevnen.

Før i tiden var overskud et tegn på gode tider, men i dag står Danmarks olieindtægter fra Nordsøen og rederidriftens indtægter fra global transport for så stor en del af betalingsbalancen, at den ikke længere reflekterer, hvor godt den hjemlige økonomi har det.

Og hvis man trækker de to poster fra, er der ikke noget overskud tilbage. Vi er med andre ord blevet så globaliserede, at et overskud i sig selv ikke er et godt tegn. Uden Nordsøolien og dansk containertransport i resten af verden er Danmarks konkurrenceevne allerede presset.

FOR TO ÅR siden var dansk økonomi også på vej fremad, men optimismen op til overenskomstforhandlingerne blev dæmpet af historier om udflytning af løntunge arbejdspladser til Tyskland og Østeuropa. Denne udflytning er blevet endnu vigtigere siden da, men i og med at medierne denne gang ikke fortæller dramatiske historier om tab af arbejdspladser, dæmper udflytning ikke længere lønmodtagernes krav. De ser i stedet et historisk betalingsbalanceoverskud uden at vide, at dette tal i en globaliseret verden ikke behøver betyde noget.

Så mens arbejdsgivere og fagforeningstoppen sandsynligvis er udmærket klar over problemerne, bliver en ansvarlig overenskomst særdeles svær at sælge til fagforeningernes medlemmer, der ikke ser truslen mod Danmarks konkurrenceevne.