Dansk observatør: Russisk valg er frit, men næppe fair

Den danske valgobservatør Hanne Severinsen besøgte søndag valgsteder i den russiske storby Jekaterinburg, hvor hun oplevede uregelmæssigheder.

Internationale valgobservatører noterede søndag uregelmæssiger ved det russiske parlamentsvalg, som i forvejen har fået udlandet til at råbe vagt i gevær efter en valgkamp, som var totalt domineret af præsident Vladimir Putins parti Forenede Rusland og præsidentens kontrol over medierne.

- Vi har set eksempler på, at mand og kone myldrede ind i samme boks, og mange gange blev der ikke grebet ind. Jeg greb selv ind en enkelt gang. Men der var en mand, som så bebrejdende på mig og sagde, at mand og kone jo hører sammen, siger den danske valgobservatør Hanne Severinsen (V), der søndag besøgte valgsteder i Ruslands fjerdestørste by, Jekaterinburg.

- Valget er sikkert frit nok. Det ser ud som om, at de fleste, der gerne vil stemme, også har mulighed for at stemme. Til gengæld har selve valgkampen været noget andet. Her kan vi næppe tale om et fair valg, siger det tidligere folketingsmedlem, der er udsendt for Europarådet, til Ritzau.

/ritzau/