Dansk-kurdisk SFer klappet ud

Den kurdisk-fødte SFer Özlem Cekic kunne uden problemer kritisere den tyrkiske stat - oven i købet på det kurdiske sprog - da hun i går talte på en ligestillingskonference i Ankara.

Den danske folketingspolitiker Özlem Cekic’ tale på kurdisk i Ankara i går bragte ikke den forventede forargelse frem hos tyrkerne. Fold sammen
Læs mere

Özlem Cekic - SFs socialordfører - var forberedt på lidt af hvert, inklusive det værste, da hun i går gik på talerstolen på en stort anlagt ligestillingskonference i den tyrkiske hovedstad, Ankara: Hvordan ville tyrkerne, ikke mindst regeringspartiet AKP og premierminister Recep Tayyip Erdogan, der personligt havde inviteret den danske SFer til konferencen, reagere, når Özlem Cekic pludselig i sin tale slog over i det kurdiske sprog?

Hendes nervøsitet viste sig at være ubegrundet. Der var kun en enkelt af tilhørerne i den store konferencesal i regeringspartiet AKPs imposante hovedkvarter, der protesterede. »Det passer ikke! Det passer ikke!,« råbte en vred kvinde, da den kurdisk-fødte SFer på kurdisk gengav, hvad kurdiske kvinder har fortalt hende om deres problemer.

Dramatikken var også delvist afblæst på forhånd, eftersom Özlem Cekic var den næstsidste taler. Premierminister Erdogan havde forladt konferencen flere timer forinden efter at have holdt en blændende Obama-agtig tale, hvor han lovede den tyrkiske kvinde endnu flere fremskridt end dem, hun allerede har oplevet i de seneste knap otte år, hvor den islamisk-hældende AKP-regering har været ved magten i Tyrkiet.

Henstilling ignoreret

Også regeringens øvrige ministre var ude af døren, inden den danske gæst skulle holde sin tale. Den mest højtstående myndighedsrepræsentant tilbage i konferencesalen var Güldal Aksit, forkvinde i Ligestillingskommissionen i det tyrkiske parlament.

Hun sad nærmest talerstolen oppe på podiet, og da den danske taler slog over i kurdisk, bad hun hviskende Özlem Cekic om at holde sin tale på tyrkisk. Hendes henstilling blev ignoreret.

Og faktisk var der en del, der klappede, da talen var færdig, og efterfølgende var der flere, der kom hen til Özlem Cekic og roste hende.

»Og jeg blev også kontaktet af en repræsentant fra AKP (regeringspartiet, red.) Han ville gerne invitere mig over til middag i udenrigsministeriet og inviterede mig også til Tyrkiet senere på måneden for at holde en lignende tale. Han sagde til mig, at vi er nødt til at snakke om det her, selv om det er smertefuldt. Det vil gavne demokratiet, sagde han, og det er jo opmuntrende,« fortæller Özlem Cekic, der blev født her i den tyrkiske hovedstad tilbage i 1976.

Erdogan taler kurdisk

Ved udgangen blev den »provokerende« dansker ganske vist overfuset af et par tyrkere, men den lokale presse, der ville interviewe Özlem Cekic, var med hendes egne ord meget nøgterne og uden den nationalistiske tilgang, der ellers kan kendetegne tyrkiske medier, når det drejer sig om den kurdiske knude.

Det er der flere forklaringer på. Blandt andet at premierminister Erdogans regering faktisk i årenes har løb givet Tyrkiets store kurdiske mindretal flere rettigheder. Premierministeren talte sågar selv kurdisk - tilmed på statsligt TV - da den tyrkiske stat åbnede for den kurdiske TV-kanal TRT6 med 24 timers sendeflade.

»TRT6 vil være til gavn for alle borgere,« sagde premierministeren på kurdisk, og som en af stjernereporterne på avisen Zaman, der har gode kontakter i Erdogans regeringsparti, udtrykker det:

»Jeg tror ikke, at talen vil bringe sindene i kog her i Tyrkiet. Vi er blevet ramt af et jordskælv i dag, og desuden er tyrkerne optaget af mange andre aktuelle problemer.«

Herunder ikke mindst de alvorlige anklager mod aktive medlemmer af det magtfulde tyrkiske militær, der er blevet arresteret, fordi de beskyldes for kupplaner mod regeringen.

»Dertil kommer, at det ikke længere for alvor kan hidse nogen op, at der tales kurdisk. Selv premierministeren har jo sagt et par ord på kurdisk. Måske vil det forarge oppositionen, men det betyder mindre,« forudsagde Zaman-journalisten allerede inden talen med henvisning til det nationalistiske, men mere eller mindre kriseramte oppositionsparti, CHP.