Dansk journalist tilbageholdt i Kairo er løsladt igen

Flere end 60 personer blev tilbageholdt i mandagens demonstration i Kairo. En dansker er igen på fri fod.

Læs mere
Fold sammen

Kairo: En dansk journalist, Stefan Sigaard Weichert, som mandag blev tilbageholdt i forbindelse med masseanholdelser i Kairo, er løsladt igen, bekræfter Det Arabiske Netværk for Informationer om Menneskerettigheder.

Adskillige personer blev anholdt i den egyptiske hovedstad mandag, da aktivister var samlet i protest mod præsident Abdel Fattah al-Sisi.

Stefan Sigaard Weichert, som ifølge sin hjemmeside har arbejdet for det engelsksprogede medie al-Ahram Weekly, blev taget med på en politistation i Dokki, der ligger centralt i Kairo.

Ifølge den arabiske menneskerettighedsgruppe blev 66 personer tilbageholdt. Færre end ti af dem er løsladt igen ifølge organisationen.

De fleste anholdelser er sket i det centrale Kairo på Talaat Harb-gaden, der løber ned til Tahrirpladsen, som i 2011 var centrum for en revolution, da millioner af egyptere gik på gaden.

En mindre gruppe er anholdt i Aswan, der ligger 700 kilometer syd for hovedstaden.

Der er tilsyneladende flere udlændinge blandt de anholdte.

/ritzau/