Dansk Greenpeace-aktivist vil blive retsforfulgt i Rusland

Rusland slår ifølge AFP fast, at alle Greenpeace-aktivister fra skibet »Arctic Sunrise« vil blive retsforfulgt.

Sammenstødet mellem Greenpeace-aktivister og den russiske kystvagt var voldsomt. Her truer en kystvagt med en kniv. Fold sammen
Læs mere
Foto: DENIS SINYAKOV
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

RUSLAND: Det vil i løbet af tirsdag formentlig blive klart, hvorvidt en dansk kvinde ender for en dommer i Rusland for pirateri.

Hun er blandt de 30 Greenpeace-aktivister fra skibet »Arctic Sunrise«, som er blevet anholdt for aktionen mod en olieboreplatform nord for Rusland i Arktis i sidste uge, og ifølge en magtfuld statslig undersøgelseskommission vil de ansvarlige blive retsforfulgt.

»Det skal bemærkes, at alle personer uanset statsborgerskab, som angreb olieboreplatformen, vil blive gjort strafferetligt ansvarlige,« siger kommissionens talsmand, Vladimir Markin i en udtalelse ifølge flere internationale medier.

Russerne betragter Greenpeace-aktionen onsdag som en trussel mod den russiske suverænitet og den regionale miljøsikkerhed, fortæller Markin, og en dom for pirateri koster ifølge Reuters op mod 15 års fængsel.

»Arctic Sunrise« har siden august overvåget Gazprom i håb om at afsløre selskabets farlige olieboringer, og under aktionen kravlede to miljøaktivister - ifølge AFP fra Finland og Schweiz - op på olieboreplatformen for at demonstrere mod selskabets planer om at blive det første selskab, der producerer olie i vandene i Arktis.

De to blev tilbageholdt af både fra den russiske flådekontrol, og torsdag blev hele besætningen på skibet anholdt og lukket inde på skibet, som siden har været under russisk kontrol.

Det står ikke klart, om der blot er tale om de to aktivister, der forsøgte at komme op på boreplatformen, eller om det er alle 30, der risikerer tiltaler.

Greenpeace mener, at Rusland har overtrådt international lov, fordi »Arctic Sunrise« lå i internationalt farvand, da russiske soldater gik ombord. Samtidig siger miljøaktivistgruppen også, at både advokater og konsulære repræsentanter er blevet nægtet adgang.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice har den danske ambassade været i kontakt med de russiske myndigheder, og tirsdag eftermiddag får en dansk repræsentant lov til at gå ombord på skibet, der er ved at blive slæbt til kaj i havnebyen Murmansk.

Greenpeace pris på den måde, som de danske myndigheder har reageret på.

»Vi er taknemmelige for, at den danske ambassade viser så stor vilje til at bistå det danske besætningsmedlem ombord. Russernes håndtering af situationen er dybt foruroligende, og vi sætter vores lid til, at det vil lykkes at afværge myndighedernes desperate forsøg på at skjule deres miljøforbrydelser mod den unikke arktiske natur,« siger Jon Burgwald, som er Arktis-ansvarlig fra Greenpeace i Danmark.