Krigen i Ukraine, Trumps toldmurer og bunker af regler fra Bruxelles.
Til sammen har det lagt pres på landbrugets evne til at forsyne Europa med fødevarer.
Derfor vil Danmark bruge EU-formandskabet på at styrke landbrugets konkurrenceevne og dermed gøre Europa mere selvforsynende.
Det siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).
- Vi står midt i en urolig tid, hvor toldmure sættes op, og vi har en krig i Ukraine, som er Europas kornkammer.
- Det gør, at det også ud fra et sikkerhedspolitisk synspunkt er vigtigt, at Europa bliver mere selvforsynende, siger Jacob Jensen.
Udmeldingen kommer, forud for at EU-Kommissionen og landbrugsministre og delegationer fra de 27 EU-lande mandag og tirsdag er samlet i København til uformelt møde.
På dagsordenen er styrket konkurrenceevne og hurtigere grøn omstilling.
Med et underliggende fokus på forenkling af regler og brug af nye teknologier.
- Vores formandskab kommer til at handle om, hvordan både europæiske landmænd og fødevareproducenter kan konkurrere på verdensmarkedet, siger Jacob Jensen.
Han peger på regelforenklinger og afbureaukratisering som en af vejene.
Danmark er samtidig et af de EU-lande, der er mest positivt indstillet over for at bruge genmodificerede afgrøder, der eksempelvis kan klare tørke.
- Vi ønsker at sikre, at europæiske landmænd får mulighed for at bruge de teknikker, så de kan levere fødevarer under klimatisk mere svære vilkår, siger Jacob Jensen.
Nogle miljøorganisationer er dog skeptiske over at tillade genmodificerede organismer (gmo) i landbruget.
Det danske EU-formandskab kommer imidlertid på et tidspunkt, hvor der også i Bruxelles er ved at ske et skifte i tilgangen til landbruget.
I Ursula von der Leyens første periode som formand for EU-Kommissionen var hendes øverste prioritet klimaet.
Det førte til vedtagelsen af en række regler, som udløste omfattende protester blandt landmændene i blandt andet Frankrig, Spanien, Polen og Belgien.
Fra Berlaymont-bygningen i Bruxelles kunne Ursula von der Leyen sidste år selv se vrede belgiske landmænd spærre den europæiske hovedstads gader med traktorer og sprøjte gylle på vægmaleriet "The future is Europa" et stenkast fra EU-Kommissionens hovedsæde.
Siden pegede den såkaldte Draghi-rapport på, at Bruxelles var ved at kvæle ikke bare landbruget, men også virksomheder i mange andre sektorer i regler og bureaukrati.
Ønsket om regelforenklinger betyder dog ikke, at Danmark vil sætte klima, miljø og dyrevelfærd til side til fordel for konkurrenceevnen, siger Jacob Jensen.
- Jeg er slet ikke enig i, at klimaet bliver tilsidesat.
- Tværtimod er grøn innovation en forudsætning for, at vi kan levere forsyningssikkerhed, selv når der er klimatiske forandringer. Det er det, som Danmark forsøger at vise, siger Jacob Jensen.
/ritzau/