Dansk demokratiforkæmper nægtet indrejse i Bahrain

Formanden for demokratiorganisationen SILBA tilbageholdes i lufthavnen i Bahrain. Han nægtes indrejse på grund af majestætsfornærmelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En lang mellemlanding i Bahrains hovedstad, Manama, er blevet til en ubehagelig oplevelse for Jens-Kristian Lütken.

Han er formand for SILBA, der med støttekroner fra blandt andet Udenrigsministeriet arbejder for demokratiudvikling i Østeuropa. På grund af en udtalelse til avisen.dk i maj sidste år er han nu blevet nægtet indrejse i Bahrain.

Jens-Kristian Lütken opfordrede i artiklen dronning Margrethe til at »lade Elefantordenen og andre hædersbeviser blive hjemme«, da Dronningen stod foran en tur til Rusland. I artiklen henviser avisen.dk til, at dronning Margrethe tidligere i 2011 havde tildelt Bahrains konge, Hamad ibn Isa Al Khalifa, Storkorset af Dannebrog, og det lagde man mærke til i Bahrain.

- Bahrains konge er også nævnt i artiklen, og det tolker de lokale myndigheder som en fornærmelse af kongen, og så har de også sagt til mig, at fordi jeg er formand for SILBA og beskæftiger mig med demokrati og valg, så er jeg heller ikke velkommen i landet, siger Jens-Kristian Lütken.

Han ankom mandag til Bahrain efter en rundrejse i Centralasien og en kort ferie i Dubai og blev ved visumudstedelsen i lufthavnen taget til side.

Her viste efterretningsofficerer ham arabiske mediers udlægning af »majestætsfornærmelserne« i avisen.dk, og efter en opringning til det bahrainske indenrigsministerium og tre timers ventetid fik danskeren at vide, at han ikke er velkommen i landet.

- Jeg skulle sådan set bare være ganske almindelig turist. Jeg havde undersøgt muligheden for at mødes med nogle af de systemkritikere og oppositionspolitikere, der er i Bahrain, men mange af dem opholder sig uden for landet, og dem, der kæmper hårdest for demokrati og frihed, er simpelthen blevet sat i fængsel. Så der er sådan set ikke nogen at mødes med, siger Jens-Kristian Lütken.

Han mener, at der er et ekstra fokus på danskere i Bahrain på grund af sagen om den livstidsfængslede dansk-bahrainske menneskeretsaktivist, Abdulhadi al-Khawaja.

SILBA-formanden forklarer, at han har det ganske fint, men at hans pas og boardingkort er blevet taget fra ham. Han får sine papirer igen i morgen tidlig - cirka tre timer inden turen mod Danmark.

- Jeg får lov til at være i det normale afgangsområde i lufthavnen, hvor der er normale restauranter og butikker, så på den måde lider jeg ingen overlast. Men det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke kan få lov at rejse ind i Bahrain, og det er da også træls at skulle overnatte i lufthavnen, siger Jens-Kristian Lütken.

Han har orienteret Udenrigsministeriet i København og gjort opmærksom på situationen.