Danmarks ambas­­sadør i Rusland deler vandene

Rusland truer ikke Danmarks nærområder. Det fastslår den danske ambassadør i Moskva. Men dén køber Venstre og de Konservative ikke.

En direkte militær udfordring af NATO er uønsket set fra Moskva, siger Danmarks ambassadør i Rusland. Det er flere danske politikere ikke enige i. Foto: Yannis Behrakis Fold sammen
Læs mere

Danmarks nærområder er ikke truet af en militær operation fra russisk side. Og præsident Putin »er ikke mindre logisk end alle mulige andre«.

Det fastslår Danmarks ambassadør i Rusland, Thomas Winkler, i en kronik i Berlingske.

I kronikken, der blev bragt i avisen mandag, understreger ambassadøren, at russerne udmærket er klar over, at de er NATO underlegen, og derfor »er en direkte militær udfordring af NATO i sig selv uønsket set fra Moskva«.

»Der er ikke noget, der tilsiger, at man i Moskva skulle finde det gunstigt at forsøge sig med offensive militære operationer dér,« understreger ambassadøren med henvis- ning til Østersøen, Baltikum, Norden og Arktis.

Ifølge Thomas Winkler vil styret i Moskva under præsident Putin også fremover være tilbageholdende med »hybridoperationer, der kan eskalere til en egentlig konfrontation mod NATO eller for den sags skyld EU-lande«.

V og K uenige

Men både Venstre og de Konservative erklærer sig lodret uenige.

»Jeg er ikke enig med ambassadøren, men han har jo også sin ytringsfrihed. Jeg er uenig i, at vi godt kan slappe mere af i forhold til Putin. Vi ser jo, at Putin igen og igen gør ting, som vi ikke kunne drømme om, at han kunne finde på,« siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup.

Den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, erklærer sig »overrasket« over indholdet i ambassadørens kronik.

»Det er ikke set før, at en ambassadør irettesætter en forsvarsminister,« siger Naser Khader med henvisning til, at Claus Hjort Frederiksen som forsvarsminister gentagne gange har advaret mod Putins trusler.

»Jeg mener, at ambassadøren bagatelliserer truslerne fra Putin. Det er dybt naivt, når ambassadøren skriver, at der ikke er belæg for, at Rusland vil anvende sine militære kapaciteter, bare fordi de er der,« siger Naser Khader.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra hverken forsvarsministeren eller udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

»Udenrigsministeren kan ikke kommentere på alt, hvad ambassadørerne måtte sige,« lyder forklaringen i ministerens presseafdeling.

Anders Samuelsens partifælle, Henrik Dahl, der er LAs udenrigsordfører, kalder ambassadørens kronik »et godt indlæg«.

»Jeg synes ikke, at det er opsigtsvækkende. Det afspejler meget godt skiftende regeringers politik over for Rusland,« siger Henrik Dahl.

Nick Hækkerup (S) er enig med ambassadøren i, at Rusland ikke kan finde på at angribe et NATO-land.

»Men omvendt er Ruslands ageren mere bekymrende, end ambassadøren giver udtryk for,« siger Socialdemokratiets udenrigsordfører.

I Dansk Folkeparti har man længe opfordret til en dansk optøning af det iskolde forhold til Rusland, og ifølge partiets udenrigsordfører flugter ambassadørens kronik fint med Dansk Folkepartis linje.

»Det er faktisk det, vi har sagt længe,« siger Søren Espersen, mens den radikale udenrigsordfører, Martin Lidegaard, kalder kronikken »klog«.

»Ambassadøren forklarer jo med rette, hvorfor det ikke er nødvendigt, at vi opruster massivt militært på grund af Rusland,« siger Martin ­Lidegaard.