Danmark vil sende op til 200 soldater til Estland

Det bliver "op til 200 soldater", som Danmark vil sende til Estland som led i NATOs øgede tilstedeværelse i Baltikum. Det offentliggør statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Twitter.

Foto: Erik Refner. Op mod 200 danske soldater skal udstationeres i Estland (arkivfoto)
Læs mere
Fold sammen

WARSZAWA: Det danske kompagni, der næste år skal være en del af NATOs øgede tilstedeværelse i Baltikum, bliver på »op til 200 soldater«, som vil blive udstationeret i Estland.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Twitter forud for NATO-topmødet i Polens hovedstad Warszawa, der begynder i dag.

Det danske kompagni kommer til at være i Estland på rotationsbasis, og ifølge Berlingskes oplysninger er den danske forventning, at det vil blive i seks måneder ad gangen, men det er ikke afklaret endnu. Det ligger heller ikke fast, hvor lange perioder der kommer til at gå mellem de danske udstationeringer i Estland.

I alt skal der være en NATO-bataljon med op til 1.000 kampklare soldater i Estland som led i en øget NATO-tilstedeværelse, der skal afskrække Rusland fra end at overveje provokationer eller en form for angreb på et NATO-land.

Bataljonen i Estland vil blive ledet af Storbritannien, som sender ca. 500 soldater, fortæller den britiske forsvarsminister, Michael Fallon, ifølge BBC.

Der kommer en NATO-bataljon på op til 1.000 soldater i hvert af de baltiske lande samt i Polen, og bataljonerne skal være multinationale, fordi det derved bliver helt konkret og fysisk, at en form for angreb på for eksempel Estland også er et angreb på de andre NATO-lande, som bidrager til bataljonen i landet som Danmark. Det er NATOs musketéred om det kollektive forsvar i praksis: Én for alle, alle for én.

»Det er en klar besked om, at et angreb på én allieret er et angreb på alle allierede,« siger NATO-generalsekretær, Jens Stoltenberg, i forbindelse med at topmødet indledes.

Han understreger, at den øgede tilstedeværelse i Baltikum og Polen er en konsekvens af den selvhævdende opførsel, som Rusland har vist - ikke mindst i Ukraine med annekteringen af Krim-halvøen og støtten til prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

Storbritannien vil desuden sende 150 soldater til den NATO-bataljon, der skal være i Polen, som USA leverer de resterende soldater til.

I Litauen vil bataljonen bliver ledet af Tyskland, mens Canada kommer til at stå for bataljonen i Letland.

Også Norge vil sende et kompagni på omkring 200 soldater, der skal være afsted i seks måneder ad gangen, oplyser Norges forsvarsminister Ine Eriksen Søreide, ifølge Aftenposten. Det ligger dog endnu ikke fast i hvilket af de baltiske lande, som det norske kompagni skal til.

Også Frankrig og Holland ventes at bidrage til de nye NATO-bataljoner.