Danmark vil sammen med Norge, Finland og Tyskland indkøbe op til fem Northrop Grumman MQ-4C Triton-overvågningsdroner til store højder.

Det oplyser Natos generalsekretær, Mark Rutte, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Mark Rutte har landene underskrevet en hensigtserklæring om købet.

Det er Nato-landenes første køb af Triton-droner. De skal efter planen supplere Natos nuværende flåde af RQ-4D Phoenix-droner til efterretning, overvågning og rekognoscering.

De nuværende Phoenix-droner er stationeret på Sigonella-luftbasen på Sicilien i Italien.

Både Triton- og Phoenix-dronerne vil blive anvendt i Natos jordovervågningsprogram.

Begge droner er ifølge Reuters baseret på Northrops Global Hawk. Det er en meget stor drone, som har et vingefang på 35,4 meter og kan holde sig i luften i mere end 30 timer.

Indkøbet er en del af Natos bestræbelser på at øge droneforsvaret, efter at krigen i Ukraine har vist, hvor meget droner betyder for moderne krigsførelse.

Det er blandt andet ved hjælp af droner, at det lykkes Ukraine at få bremset Ruslands invasionsstyrker og samtidig angribe mål i Rusland.

Natten til tirsdag iværksatte Ukraine ifølge det russiske forsvarsministerium et storstilet angreb på Rusland ved hjælp af hundredvis af droner, hvoraf mange var på vej mod Moskva. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa tirsdag.

Ifølge det russiske forsvarsministerium blev 452 droner opfanget over 17 russiske regioner.

Der blev rapporteret om skader i blandt andet Belgorod-regionen, der grænser op til Ukraine, og industriområdet Kaluga sydvest for Moskva, skriver dpa.

Krigen i Ukraine understreger, hvor vigtigt det i fremtiden vil være for Nato-landene at kunne forsvare sig mod droner.

Over de kommende fem år vil Nato-lande ifølge Mark Rutte derfor investere mere end 40 milliarder dollar i deres forsvarskapacitet mod droner.

Beløbet svarer til omkring 260 milliarder danske kroner.

RITZAU