Danmark til Baltikum

Er der en god krig, og kan en krig, man ikke er tvunget til at føre, være rigtig? Nej. I hvert fald set fra Europa.

En gang imellem kan forståelsen over Atlanten være irriterende. Hvem skal man skændes med, for eksempel, hvis man i Amerika har meninger, som man er fuldstændig enige i?

Sådan er det heldigvis ikke altid, og sidste uge på denne plads viste kollega Høi på forbilledlig vis, at der stadig er en række forskelle mellem den gamle og den nye verden, og at de ikke nødvendigvis bliver mindre.

Påstanden var, at en utvungen krig kan være en god krig. Der blev henvist til den amerikansk-mexicanske og den spansk-amerikanske krig, henholdsvis i midten og slutningen af 1800-tallet. Lad os for et øjeblik se bort fra det tvivlsomme i talen om en god krig, et begreb, som ofre på begge sider formentlig nødig vil anvende. Lad os nøjes med spørgsmålet om, hvor vidt man undertiden bør gå ind i elle indlede en krig uden at være tvunget til det.

I Amerika, forstår man, er befolkningen i dag glade for, at præsident Polk i 1846 gik i krig mod Mexico, selv om det dengang ikke var strengt nødvendigt. Udløseren var en strid om grænsedragning, men det problem kunne formentlig have været forligt. I stedet valgte Polk krigen, og i dag kan man sidde i Santa Fe og skue ud over »et landskab af rigdom og overflod, og langt væk blafrer et amerikansk flag«, som det blev beskrevet i onsdags. Høis pointe var, at amerikanere godt kan acceptere utvungne krige, hvis blot de vinder dem.

Der er ingen tvivl om, at man under både Høi og hans naboer den storslåede udsigt, og regionens rigdomme er en hårdt tilkæmpet bedrift, man bør have respekt for. Men er der nogle, der har tænkt på mexicanerne?

Nu var Mexico heller ikke i forrige århundrede et forbillede for fremdrift og demokrati. Det fornemmes, at man i Amerika har god samvittighed over krigen, fordi den betød, at man fik Arizona, Californien, Colorado, Nevada, New Mexico, Utah og Wyoming. Alternativet havde øjensynligt været, at hele det areal, som i dag er det vestlige USA, ville være lammet af siestaer og den bløde peso. Arnold Schwarzenegger ville tale spansk og iPod aldrig være opfundet, i hvert fald ikke i Silicon Valley. Det lyder urimeligt, og selv de største patrioter i Mexico har formentlig opgivet at få de tabte områder tilbage.

PROBLEMET ER IMIDLERTID, at der er amerikanere, som med henvisning til 1846 (og slaget mod spanierne 1898, der er en lidt anden historie) mener, at en krig ikke behøver at være en dårlig krig, hvis man altså vinder den og kan give de områder, man har erobret, en merværdi. Der er også amerikanere, som ikke kan forstå, hvorfor europæerne er mere tilbageholdende.

Her er en mulig årsag til, at Europa, som sædvanlig, er mere sløv: Det ville være lidt af et projekt.

Bruger man det amerikanske synspunkt, burde Østrig (igen) overtage kontrollen i Ungarn, Ungarn (igen) rykke ind i Rumænien og Rumænien indlemme Moldova. Polen kunne angribe Ukraine, og Ukraine sluge Hviderusland. Danmark kunne give sig i lag med de baltiske lande, der kunne annektere Kaliningrad. Hver erobring ville tilføre de erobrede mere velstand. Det ville være uhyre fornuftigt.

Nej, naturligvis ville det ikke det, men hvorfor skulle det så være rigtigt på det amerikanske kontinent – eller andetsteds? Det værste er næsten, at der er amerikanere, som bruger synspunktet til at forklare, hvorfor Irak er en fiasko. Det er den, fordi Amerika indtil videre ikke har vundet, og ikke, fordi forudsætningerne måske var forkerte, lyder argumentet.

BAGGRUNDEN FOR AT gå i krig er altså underordnet, hovedsagen er, at man vinder. Man er glad for, at tesen ikke altid har kunnet praktiseres, f.eks. af Tyskland under Anden Verdenskrig. Her gik USA ind sent, som under Første Verdenskrig. Den blev ikke god af den grund, men det medførte dog, at den ikke blev vundet af de onde.

I Irak var der egentlig en udmærket grund til, at en amerikansk ledet invasion, ud over den tilsyneladende forkerte, at der var masseødelæggelsesvåben. Man ville fjerne Saddam Hussein og give demokratiet en chance. Var også sidste del lykkedes, ville det have været et parameter, som selv skeptiske europæere ville have respekteret.

Nu hænger Irak i en tynd tråd, og vi får at vide, at den største skavank er, at Amerika ser ud til at tabe. Det skal nok være rigtigt, hvis man spørger en del amerikanere, og derfor er det rigtigt at få synspunktet frem. Men der må være mange andre, som kan se, at sejr ikke retfærdiggør noget i sig selv. Det er ikke særlig originalt, men det er en holdning, som har hindret krige over grænserne på det gamle kontinent de sidste 60 år. Den kunne ikke forhindre tragedien i Jugoslavien, hvor europæerne ventede for længe, men ellers har den været i orden. Især, hvis man tænker på alternativet. Slut fra Europa.