Danmark støtter Tyskland i hårdt opgør med EU-lande om Ukraine-støtte
Tysk forbundskansler gør det rigtige ved at kræve støtte fra alle EU-lande til Ukraine, siger Frederiksen.
Tysk forbundskansler gør det rigtige ved at kræve støtte fra alle EU-lande til Ukraine, siger Frederiksen.
Alle EU-lande skal bidrage "retfærdigt" til at betale for krigen i Ukraine. Før det sker, vil Tyskland ikke diskutere det næste langsigtede EU-budget.
Så kontant var meldingen fra Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, i denne uge.
Den tyske linje får nu opbakning fra statsminister Mette Frederiksen (S).
- Vi står side om side med tyskerne i denne sag. Jeg synes, at det er et ualmindeligt godt brev, der er kommet fra den tyske kansler, siger Mette Frederiksen ved ankomsten til topmøderne i Dublin i denne uge.
Den holdning deles dog ikke af alle EU-lande.
Både Bulgarien, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet har indikeret, at de ikke ønsker at betale for den fortsatte krig i Ukraine.
Slovakiets premierminister, Robert Fico, kaldte i denne uge Merz' udmelding for "afpresning".
- Det spørgsmål fortjener et alvorligt svar. Et meget alvorligt et, sagde Fico på et pressemøde i Slovakiets hovedstad, Bratislava.
- Jeg lader mig ikke afpresse. Det ved hr. Merz udmærket godt. Jeg nedlagde veto mod obligatoriske migrationskvoter. Hvis nogen tror, at jeg er ude af stand til at nedlægge veto mod EU's budget eller lignende, tager de meget fejl, sagde Robert Fico.
Efter Viktor Orbán tabte valget i Ungarn, anses Fico for at være den mest prorussiske EU-leder.
Men også Bulgariens premierminister, Rumen Radev, vakler i støtten, efter at flere meningsmålinger peger på, at befolkningen i Bulgarien har fået nok.
Radev sagde i denne uge, at han ikke vil stå i vejen for andre EU-lande, hvis de ønsker at betale den næste regning på 335 milliarder kroner for krigen.
Men Bulgarien har så stort underskud på det nationale budget, at der ikke er råd til at give mere til Ukraine:
- Når det gælder finansiel støtte, så er Bulgarien allerede del af EU-Kommissionens underskudsprocedurer. Og fru von der Leyen opfordrer os altid til at begrænse underskuddet til tre procent.
- Så vi mener, at vi støtter Ukraine inden for det finansielle råderum, som vi har, sagde Rumen Radev tirsdag på et fælles pressemøde med von der Leyen.
Danmark og Tyskland er begge nettobidragsydere til EU-budgettet. Og samtidig to af Ukraines allerstærkeste støtter. Derfor sætter Merz og Mette Frederiksen foden ned.
De lader nu forstå, at EU-lande ikke kan regne med at få store udbetalinger af regional støtte fra EU og samtidig sige nej til at hjælpe Ukraine.
- Når vi støtter og bakker op om Ukraine fra Europas side, så gør vi det ikke alene for at hjælpe Ukraine. Vi gør det også for at sikre vores egne befolkninger. Og Europas samlede sikkerhed, siger Mette Frederiksen.
- Falder Ukraine, så kan det være første dominobrik for noget, der er endnu voldsommere og farligere.
På EU-topmøder i slutningen af november og midten af december skal EU-landene forsøge at nå til enighed om det næste syvårige budget for EU.
Med meldingen sætter Merz og Frederiksen foden ned over for tanken om, at Tyskland efter svære forhandlinger i sidste ende vil gå med til at betale regningen.
- Den tanke, som nogle lande har lagt på bordet om, at man gerne vil have penge fra os andre i de næste syv år men ikke bidrage til at sikre Europa, hvad angår forsvar og sikkerhed. Det er uholdbart.
- Det har den tyske kansler gjort klart i sit brev. Og det bakker jeg fuldt ud op om, siger Mette Frederiksen.
For Danmarks vedkommende vil det nuværende udspil til budget fra det irske EU-formandskab betyde en årlig ekstra regning til de danske skatteydere på 12,7 milliarder kroner.
RITZAU