Det, der begyndte som Danmarks og Italiens dristige opgør med menneskerettighedskonventionen tidligere på året, får nu bred og markant europæisk opbakning.

Onsdag rykkede opgøret formelt ind i Europarådets system, da udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) under et ministermøde i Strasbourg lagde en åben politisk udtalelse på bordet, som fortsætter kritikken.

Denne gang har et markant større antal lande underskrevet udtalelsen. I maj var de ni. Nu bakker 27 lande op om Danmarks og Italiens skarpe kritik af den måde, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fortolker konventionen på – særligt når det gælder udvisning af kriminelle udlændinge.

»Der skal findes en passende balance mellem migranternes individuelle rettigheder og interesser og de væsentlige offentlige interesser i at forsvare friheden og sikkerheden i vores samfund,« står der i udtalelsen, som Berlingske har set.