Danmark og 13 andre lande fordømmer onsdag Israels planer om at etablere 19 nye bosættelser på Vestbredden.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vi opfordrer Israel til at omgøre denne beslutning samt udvidelsen af bosættelserne, lyder det i en fælles erklæring ifølge Reuters.
- Vi minder om, at sådanne ensidige handlinger, som led i en bredere intensivering af bosættelsespolitikken på Vestbredden, ikke blot er i strid med international ret, men også risikerer at øge ustabiliteten.
Den fælles erklæring er udsendt af Storbritannien, Canada, Tyskland, Belgien, Danmark, Frankrig, Italien, Island, Irland, Japan, Malta, Holland, Norge og Spanien.
Den israelske regerings sikkerhedskabinet godkendte i weekenden planerne om 19 nye bosættelser på den besatte Vestbred.
Israels finansminister, Bezalel Smotrich, sagde søndag, at dette tiltag har til formål at forhindre oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Med de 19 nye bosættelser har den israelske regerings sikkerhedskabinet godkendt i alt 69 nye bosættelser alene i løbet af de seneste tre år, skriver nyhedsbureauet AFP.
De israelske bosættelser på den besatte Vestbredden betragtes som værende i strid med folkeretten.
Ifølge FN har udvidelsen af de ulovlige bosættelser på Vestbredden nu nået det højeste niveau siden 2017.
Vestbredden har været besat af Israel siden Seksdageskrigen i 1967. Palæstinensere har længe ønsket at gøre området til en del af en fremtidig palæstinensisk stat sammen med Østjerusalem og Gazastriben.
Hvis man ser bort fra det østlige Jerusalem, som blev besat og annekteret af Israel i 1967, bor der omkring en halv million israelske bosættere på Vestbredden sammen med omkring tre millioner palæstinensere.
Bosættelserne bliver jævnligt fordømt af FN og har i årevis været anset for at være en alvorlig hindring for fred mellem israelere og palæstinensere.
Sidste år afgjorde Den Internationale Domstol (ICJ), at israelske bosættelser på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gazastriben er ulovlige.
/ritzau/
