Europa har brug for åbne handelslinjer til andre dele af verden.
Sådan lyder det fra minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).
I kraft af det danske EU-formandskab leder han tirsdag mødet for EU-landenes landbrugs- og fiskeriministre i Bruxelles.
Her er fokus på handelsaftaler.
Heriblandt aftalen med de sydamerikanske Mercosur-lande, som Danmark håber at få godkendt inden nytår.
- Jeg forstår fuldt ud, at der er forskellige syn på handelsaftalerne, og de skal være fair og balancerede.
- Men ser man på eksporten fra landbrugssektoren, så havde EU sidste år et eksportoverskud på 60 milliarder euro. Det siger noget om, hvor vigtig handelsaftalerne er, siger Jacob Jensen.
Danmark er traditionelt et af de EU-lande, der går mest helhjertet ind for frihandel.
Men andre EU-lande som blandt andre Frankrig, Italien og Polen har en stærkere tradition for at fokusere på at beskytte egne landmænd mod konkurrence udefra.
Frankrigs pressede præsident, Emmanuel Macron, har formentlig også bekymret tænkt tilbage på tidligere demonstrationer, hvor vrede franske landmænd har spærret hovedveje med deres traktorer.
Nu er der dog tegn på, at Frankrig måske er ved at give sig, hvis EU's næststørste land målt på befolkning kan få garantier for, at aftalen ikke vil føre til unfair konkurrence.
- Jeg forstår fuldt ud, at der er forskellige synspunkter fra medlemslandene, som vi skal tage hensyn til, siger Jacob Jensen på vej ind til tirsdagens møde.
EU-Kommissionen godkendte i begyndelsen af september handelsaftalen med de sydamerikanske Mercosur-lande - Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay. Det skete efter mere end 25 års forhandlinger.
Ifølge EU-Kommissionen vil aftalen skabe "verdens største frihandelszone", der vil dække et marked med over 700 millioner forbrugere.
EU-Kommissionen anslår, at aftalen kan øge EU's årlige eksport med op til 39 procent. Det vil i beløb være 49 milliarder euro eller 365 milliarder kroner.
Hvis det lykkedes at opnå den ventede eksport, vil det ifølge EU-Kommissionen kunne understøtte mere end 440.000 arbejdspladser i hele Europa.
Aftalen kræver dog medlemsstaternes godkendelse.
For at sikre den har EU-Kommissionen i aftalen indført vidtgående begrænsninger på, hvor mange fødevarer Mercosur-landene kan eksportere til EU.
For oksekød er begrænsningen eksempelvis på 1,5 procent af forbruget i EU. Ifølge en EU-embedsmand svarer det til to bøffer om året per europæer.
Når det gælder fjerkræ er begrænsningen på 1,3 procent.
Samtidig kræver EU, at produkterne fra Mercosur-landene ikke bare lever op til EU's sundheds og sikkerhedskrav. De skal også leve op til EU's dyrevelfærds- og klimakrav.
Det skal sikre lige konkurrence.
Derudover har EU-Kommissionen afsat 6,3 milliarder euro til en pulje, som skal kunne hjælpe eksempelvis landmænd, hvis der mod forventning alligevel viser sig at være unfair konkurrence.
De 6,3 milliarder euro svarer til knap 47 milliarder kroner.
Danmark håber at kunne få aftalen godkendt af EU-landene, inden Cypern 1. januar overtager EU-formandskabet.
/ritzau/