Det bedste land i verden at være kvinde i er ifølge et stort studie Danmark.
Det fremgår af en ny forskning, der har rangeret 177 lande efter, hvor godt det som kvinde er at leve i.
For i toppen af dette års Women, Peace and Security Index finder man Danmark.
Schweiz og Sverige indtager anden- og tredjepladsen. Europa er stærkt repræsenteret i toppen af ranglisten med ni placeringer – kun New Zealand er også repræsenteret i topti.
Storbritannien er nummer 26 på ranglisten med Spanien som nummer 27. Frankrig er rangeret som nummer 24, mens USA indtager plads nummer 37.
I bunden af ranglisten finder man Afghanistan, Yemen og Den Centralafrikanske Republik.
Det er Fredsforskningsinstituttet Oslo som sammen med Georgetown University's Institute for Women har gennemgået data, der måler faktorer som inklusion, retfærdighed og sikkerhed for kvinder.
De har set på i alt 13 indikatorer, der spænder fra uddannelse og ansættelse til opfattelsen af sikkerhed og vold.
Forfatterne til studiet bemærker, at samfund, hvor kvinder har det godt, også er mere fredelige, demokratiske, velstående og bedre forberedt på at håndtere klimaforandringer.
Studiet påpeger dog, at kriser – som fordrivelse, væbnede konflikter og pandemier – kan »rulle årtiers fremskridt tilbage«.
Danmark i top
Danmark scorer mere end tre gange så mange point som Afghanistan i bunden af ranglisten.
Det skyldes blandt andet, at Danmark scorer højt på inklusion, retfærdighed og sikkerhed.
Danmark scorer også højt på disse indikatorer:
antal skoleår
økonomisk inklusion
kvinder i landspolitik
fravær af juridisk diskrimination mod kvinder
I 2021, hvor der var lidt forskel i antal indikatorer og lande, kom Danmark på en fjerdeplads på ranglisten.
I 2023-udgaven af US News & World Report, der også opgør verdens bedste land at leve i for kvinder, kommer Danmark på en tredjeplads.