Danmark har fået erstatning for brændt ambassade i Syrien

Sagen om afbrændingen af den danske ambassade i Syriens hovedstad Damaskus sidste år er afsluttet med en erstatning på over en halv million kroner.

Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Syrien har betalt en erstatning på 100.000 dollar (ca. 550.000 kroner) for de ødelæggelser, der skete på den danske ambassade i Damaskus under sidste års Muhammed-krise.

Beløbet dækker de materielle skader der skete, da en rasende menneskemængde satte ild til ambassadebygningen, der også husede Sveriges og Chiles ambassader.

Sagen blev officielt afsluttet i forbindelse med udenrigsminister Per Stig Møllers rundrejse i Mellemøsten.

- Det var langvarige forhandlinger, men sagen endte fair, sagde Per Stig Møller (K) efter aftalen med syrerne var faldet på plads.

I februar fik Norge udbetalt en erstatning svarende til 6,6 millioner kroner for de omfattende ødelæggelser, der skete på den norske ambassade. Den lå ikke langt fra den danske ambassade i Damaskus.

Skaderne på den danske ambassade var mere beskedne, fordi ilden blev slukket inden flammerne nåede helt op på tredje etage, hvor ambassaden lå på daværende tidspunkt.

/ritzau/