Danmark har fået erstatning for brændt ambassade i Syrien

Sagen om afbrændingen af den danske ambassade i Syriens hovedstad Damaskus sidste år er afsluttet med en check på over en halv million kroner.

Syrien har betalt en erstatning på 100.000 dollar (ca. 550.000 kroner) for de skader, der skete på den danske ambassade i Damaskus under sidste års Muhammed-krise.

Det dækker de skader der skete, da en rasende menneskemængde satte ild til ambassadebygningen, der også huser Norges og Chiles ambassader.

Siden attentatet, der fandt sted 4. februar 2006, er den danske ambassade flyttet til en anden bygning, hvor sikkerheden er forbedret.

Sagen blev officielt afsluttet i forbindelse med udenrigsminister Per Stig Møllers rundrejse i Mellemøsten.

- Det var langvarige forhandlinger, men sagen endte fair, sagde Per Stig Møller (K) efter aftalen med syrerne var faldet på plads.

/ritzau/