Danmark giver fem ambulancer til syrisk Røde Halvmåne

Præsidenten fra hjælpeorganisationen Røde Halvmåne kom til Danmark med barske beretninger og en bøn om flere ambulancer. Onsdag bevilgede udviklingsministeren penge til indkøb af fem.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SYRIEN: Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har besluttet at yde en bevilling på 1,5 millioner kroner til hjælpeorganisationen Syrisk Arabisk Røde Halvmåne, hvis frivillige med livet som indsats forsøger at hjælpe både befolkning og sårede soldater på begge sider af den blodige konflikt i Syrien.

Røde Halvmåne er den muslimske parallel til Røde Kors, og pengene skal gå til indkøb af nye ambulancer.

Præsidenten for det syriske Røde Halvmåne, Abdul Rahman Attar, besøger i øjeblikket Danmark sammen med to frivillige medarbejdere, som begge arbejder i felten. Den ene arbejder som ambulancefører, og i et interview med Berlingske Nyhedsbureau forleden erklærede Abdul Rahman Attar, at netop nye ambulancer stod øverst på hans ønskeliste.

Ud af 34 ambulancer har syrisk Røde Halvmåne mistet de syv. I en af dem blev der fundet 60 skudhuller, for skønt organisationen hjælper begge sider af krigen, bliver dens køretøjer også angrebet af begge sider.

Onsdag blev Abdul Rahman Attaras bøn hørt.

Under er møde med den danske udviklingsminister fik han et direkte og kontant løfte om, at hjælpeorganisationen hurtigst muligt får 1,5 millioner kroner til indkøb af fem nye ambulancer.

»Der er et meget stort behov for de ambulancer. Dels fordi antallet af sårede er meget stort, og dels fordi at færre og færre tør tage med de officielle ambulancer,« siger Christian Friis Bach med henvisning til, at 200 af ambulancerne fra det officielle syriske beredskab er blevet ødelagt i løbet af krigen. Men nok så vigtigt er der mange, som ikke tør lade sig transportere af dem, fordi de sårede risikerer at blive registreret at styret.

»Derfor er Røde Halvmånes ambulancer helt afgørende,« siger Christian Friis Bach.

Op mod 40 grupper fra oprørs- og regeringssiden kæmper i dag mod hinanden i den syriske borgerkrig, der på to år har krævet mindst 80.000 ofre og gjort fem millioner mennesker til flygtninge i deres eget land.

»Midt i det kaos, der hersker i Syrien, er Røde Halvmåne et af de få lyspunkter. De kæmper hver dag bravt og når ud til utroligt mange mennesker. 20 af deres frivillige er blevet slået ihjel, langt flere såret og 80 er blevet anholdt. Det er med store personlige ofre, at syrisk Røde Halvmåde kæmper for at hjælpe ofrene for konflikten,« siger Friis Bach, der understreger, at den danske bevilling også skal ses som en stor anerkendelse af de frivilliges arbejde.