Danmark fik kun høflige ord om NATO-solidaritet

Udenrigsminister Per Stig Møller bad i går om større hjælp og solidaritet fra de NATO-allierede efter, at seks danske soldater er blevet dræbt i Afghanistan i det seneste år. Men der kom ingen tilsagn om ændring i NATOs styrkemål i Afghanistan.

BRUXELLES: De øvrige NATO-lande lyttede høfligt på udenrigsminister Per Stig Møller (K), da han i går på et møde mellem NATOs udenrigsministre opfordrede til mere solidaritet om NATOs fredsbevarende indsats i Afghanistan, hvor to danske soldater blev dræbt i kamp i sidste uge.

Men da andre NATO-lande også har lidt smertelige tab i Afghanistan – Canada alene har måttet sende 73 døde hjem fra Afghanistan – var det ikke lige frem nogen nyhed for deltagerne rundt om bordet, at den danske regering nu har problemer med at overbevise sin hjemlige opinion om nødvendigheden i Afghanistan-operationen.

Der kom derfor heller ingen tilsagn fra nogen af de andre NATO-lande om at sende yderligere soldater til Afghanistan, sagde NATOs talsmand.

»Der skal være fleksibilitet. Der skal være byrdefordeling. Der skal være solidaritet,« sagde Per Stig Møller i går om holdningen på NATO-mødet til den videre gang i Afghanistan.

Udenrigsministeren gjorde det dog også klart, at han ikke vil pege fingre af bestemte lande, selv om f.eks Norge og Tyskland har en politik om, at deres soldater generelt ikke må indsættes i det sydlige Afghanistan, hvor den islamisk fundamentalistiske Taleban-milits har angrebet NATO-styrkerne – heriblandt de godt 600 danske soldater – hårdt i de seneste to år.

»Tyskland har sine indenrigspolitiske grunde til beslutningen, og det ved vi. Så jeg vil ikke tæve løs på Tyskland,« sagde Per Stig Møller.

Men han understregede, at det vil blive svært at opretholde den offentlige opbakning til Afghanistan-missionen, hvis der ikke gøres mere for at forklare dens baggrund.

»Vi kan ikke have, at Taleban på ny overtager kontrollen med Afghanistan og lader terrorister bruge landet som base for angreb udadtil,« sagde udenrigsministeren.

Seks danske soldater er blevet dræbt i det sydlige Afghanistan indenfor det seneste år, men generelt har alle NATO-lande lidt tab af menneskeliv i det seneste år med USA, Storbritannien og Canada som dem, der har lidt de største. Lande – der kun har styrker i den nordlige og mere fredelige del af Afghanistan – har også lidt tab gennem hovedsageligt vejsidebomber og selvmordsbomber. Tyskland har i alt mistet 25 mand, mens Norge har haft tre dræbte. Den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre lod i går forstå, at en indsats af norske soldater i den sydlige del af Afghanistan var udelukket.

På NATO-mødet var der generel opbakning til tanken om at udnævne en ny international koordinator for den samlede internationale indsats i Afghanistan. Vedkommende skal koordinere NATOs, EUs og FNs indsats i Afghanistan. Favorit til jobbet er den tidligere britiske politiker Paddy Ashdown, der havde en lignende stilling på Balkan i 1990erne.