Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt skriver på det sociale medie X, at partiet træder ud af klimaloven.
Messerschmidt har delt billeder af en sms, som han har sendt til klima- og energiminister Lars Aagaard (M), hvori han fortæller, at Dansk Folkeparti ikke længere vil »tage det overordnede ansvar for den førte klimapolitik«.
»Da Dansk Folkeparti tilbage i 2019 var med til at indgå aftalen om en klimalov, var det i forventningen om, at hensigten om at sikre den sociale balance ville betyde, at det ikke skulle være endnu dyrere at være dansker,« skriver han videre og tilføjer:
»Men vi må konstatere, at vi tog fejl.«
Dråben blev den grønne trepart
Dansk Folkepartis formand skriver videre, at mængden af afgifter og skatter »nærmest er eksploderet«, og at klimapolitikken »alt for ofte er dikteret af venstrefløjens ekstreme ønsker om at (...) omdanne stadig mere af det danske landskab til golde solcelleørkener«.
Klimaloven blev til i 2020, hvor det lykkedes den tidligere socialdemokratiske regering at samle en bred skare af Folketingets partier bag en klimalov, der blandt andet forpligter politikerne til at nå i mål med en CO₂-reduktion på 70 procent i 2030.
Den blev vedtaget af Socialdemokratiet, Venstre, DF, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet, så det var altså kun Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der dengang stod udenfor aftalen.
For Morten Messerschmidt blev dråben imidlertid den »historiske« landbrugsaftale om blandt andet en CO₂-afgift, som blev præsenteret mandag aften af den grønne trepart, som han uddyber i et interview med Avisen Danmark.
Klima- og energiminister Lars Aagaard er taget til tasterne kort tid efter Messerschmidts udmelding:
I et opslag på X kritiserer han Dansk Folkeparti for at være »sortere end sort«:
»Ak ja. Dagen efter, at vi har lavet en historisk trepartsaftale, hvor landbruget og Danmarks Naturfredningsforening står side om side og tager ansvar, bekender Morten Messerschmidt endelig kulør,« skriver han.
Gør alvor af trussel
Der er ikke tale om et lyn fra en klar himmel, når Morten Messerschmidt trækker Dansk Folkepartis støtte til klimaloven.
Allerede tilbage i maj truede Messerschmidt med at forlade aftalen i et interview med Berlingske.
Dengang lød det fra partiets formand, at Dansk Folkeparti havde i sinde at forlade aftalen, »hvis politikerne på Christiansborg denne sommer indfører en CO₂-afgift på landbruget, som medfører dyrere oksekød, nedlukning af landbrug eller såkaldt lækage« – altså at produktion bare rykker til andre lande.
»Vi er allerede langt inde i det absurde, hvor partierne i Folketinget er totalt respektløse over for danskernes liv og hverdag, og hvor de ødelægger vores landskaber med rædselsfulde solcelleørkener. Vores smertegrænse er nået,« sagde han til Berlingske.




